Ølhunden glammer

Tiden går hurtigt, og vi har allerede kunnet sætte kryds ved tre byer siden sidst. Dette er beretningen om de to første!
Vi ankom til Philadelphia den 12. februar, hvorfra vi tog toget videre til Chestnut Hill, men slap for at betale, måske ud af medlidenhed, idet vi til stadighed er plaget af et større læs bagage. Vi ærgrer os over, at der endnu ikke er nogen, der har tilbudt at agere pakæsel.
I Chestnut Hill fik vi en varm velkomst af Sofie og familien, hun arbejder for. Familien består af et sæt forældre og to børn på 8 og 12, og de var alle sammen enormt søde og gæstfrie. Huset var indrettet traditionelt amerikansk med en masse nips og hyggekroge og matchede resten af kvarteret, som var arketypen på den hyggelige amerikanske forstad.
Eftersom vi kun har oplevet at bo alene eller med unge mennesker, var det sjovt at prøve at bo hos en ægte amerikansk kernefamilie og få indblik i deres liv.

Efter hektiske (og fantastiske) New York havde vi med vilje ikke lavet for mange planer, fordi vi tænkte, det ville være rart med et par dage til  at komme ned i gear og til at hygge os med Sofie.
Helt på den lade side lå vi dog ikke. Når vi ikke tilbragte tiden ude i det første forårsvejr, betragtede vi Liberty Bell, og vi er ærligt talt skuffede over dens størrelse eller mangel på samme!
Et sted, der bragte lidt mere begejstring, var dog Reading Terminal Market, som er et stort indendørs marked med en overflod af boder sat sammen af mad fra hele verden. Her fik vi smagt den berømte Philly Cheese Steak, som var ret god. Derudover opdagede vi verdens bedste cookies, som end ikke Starbucks kan hamle op med :-)
Som vi nævnte bød Philly på en forsmag på forår, sol og varme, og Ditte kunne med stor glæde smide jakken for første gang i år. Liv og Louise gik så langt som til at åbne jakken, så det var en succes på alle fronter.

Strengt bevogtet nationalklenodie 

Så kom jakken af!

Efter at have brugt mange dage på at finde noget, der mindede om en fastelavnsbolle, fandt vi disse "Danish" på Reading Terminal Market. Og det er nok det tætteste, vi kommer på en fastelavnsbolle i år.

I løbet af vores tid i USA er der i supermarkederne stille og roligt blevet bygget op til årets store chokoladeklimaks: Valentine's Day. Vi må dog krybe til korset og indrømme, at USAs fejring af denne dag ikke var nær så omfattende, som vi havde forventet. Vi oplevede hverken frierier eller serenader på åben gade, så hvis man virkelig ville, kunne man godt ignorere højtiden. Vi fejrede heller ikke Valentins dag, men valgte i stedet at fejre Galentine's Day med Sofie, hendes veninde, pizza og slutteligt en lækker omgang bland  selv fro-yo.
Om onsdagen begav vi os mod Downtown, hvor vi hurtigt lagde mærke til en underlig tendens i gadebilledet: askekors i panden på hvad der svarede til en femtedel af de forbipasserende. Dette forvirrede os meget, og vi havde mange teorier om korsenes ophav. Et par af teorierne var, at vi var blevet suget ind i et afsnit af X-files eller Doctor Who, men også teorien om dannelsen af en ny sekt var med i puljen.
Under middagen med familien blev sandheden dog afdækket af familiens 8-årige søn, som kunne informere os om, at det blot var Ash Wednesday, en katolsk højtid. Vi kunne ikke helt finde ud af, om vi var lettede eller skuffede over denne nye information.
Ash Wednesday indikerer starten på lent, som er en periode på 40 dage, hvor man aflægger et løfte til sig selv om at forbedre sig på et selvvalgt punkt. Eksempler på dette kunne være at ofre at spise dessert, at læse i Biblen hver dag eller at løbe tre gange om ugen.
Louise blev enig med sig selv om, at det kunne være sjovt at prøve, selvom hun ikke er katolik, og hun har derfor valgt at afstå fra chokolade og har klaret den første uge med bravur!
Til Sofies store morskab vraltede vi fredag mod stationen for at tage videre mod Washington D.C., hvor vi skulle tilbringe de næste 4 dage hos en couchsurfer.

Et billed siger mere end tusinde ord

Først skulle endnu en bustur dog overstås, men eftersom vi efterhånden er rutinerede buspassagerer var der ingen problemer på den yderst korte tur - bortset fra en ældre dame, som vi delte bus med den sidste 1,5 time. Ved første øjekast virkede hun fuldstændig som den gennemsnitlige rare pensionist. Det var først, da bussen begyndte at køre, at hendes sande karakter trådte frem. Bussen var kun lige kørt ud fra stationen, da hun hev telefonen op af lommen og med den mest skingre stemme (nogensinde) gav sig til at råbe op om en mand, der var blevet kørt ned for øjnene af hende, nogle irer der mod loven blev dræbt og Obama, der pralede med alle sine penge. Indtil bussen stoppede fortsatte hun med sin konstante vekslen mellem Dr. Jekyll og Mrs. Hyde, så det var en interessant tur.

Da vi ankom til D.C. havde vi overraskende let ved at finde ud af den offentlige transport, men det viste sig hurtigt, at man havde forfærdelig lidt tid til at komme ind og ud af toget, hvilket naturligvis er et problem, når man har vores mængde bagage og derfor ikke kan bevæge sig specielt hurtigt eller smidigt.
Det var derfor dagen, hvor vi blev adskilt af togets lukkende døre, og Louise derfor måtte ud på en solotur, mens Liv og Ditte vinkede farvel fra perronen. Louise vidste heldigvis, hvor hun skulle af, og vi blev hurtigt genforenet.
Det tog os en god del tid at gå til vores værts lækre lejlighed, og da vi endelig ankom, tilbød hun os som det allerførste en KOLD ØL - HURRA!
Det er helt utroligt så meget man kommer til at savne alkohol, når man bliver frataget retten til at købe det, og eftersom dette var vores første øl i USA, var vi meget glade.

Vores første øl på amerikansk jord

Vi boede hos filipinske Vina, som var i starten af 30'erne, og det var en meget anderledes couchsurfing oplevelse end den i Boston. Hvor vores første vært var meget tilbageholden og afslappet, var Vina det stik modsatte, og vi tænker, at vi har oplevet to ekstremer.
Vina var også hoppet med på lent-vognen og havde valgt at opgive alkohol. Hun havde planlagt at klare sig gennem Lent udelukkende på pot, men på femtedagen brød hun sit fortsæt, og vi måtte nu tækkes med lugten af både pot og øl og frygten for at lugten fra hendes pibe ville hænge ved, når vi skulle gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen.
Hun havde til gengæld verdens sødeste værelseskammerat, som vi nærmest snakkede mere med end hende: Kæmpen Kelvin. Han var en gentle giant og en flink fyr, som var helt nede på jorden og var så sød, at han lejede en bil på egen regning for at køre os til lufthavnen klokken 3 om natten, så vi slap for at tage en taxa!
På trods af Vinas og vores forskelligheder, var hun sød og meget gæstfri.
Den første dag gik vi omkring 12 km frem og tilbage fra lejligheden og ned til det Hvide Hus og de omkringliggende seværdigheder. Her så vi Thomas Jefferson og Abraham Lincoln's memorials, The Pentagon og Reflecting Pool. Vi spottede den restaurant, hvor udtrykket sandwichsur opstod og besluttede os for at forsøge at blive sandwichglade (indsæt dåselatter her). Helt glade blev vi ikke, men oplevelsen var bedre end sidst, og det lykkedes Ditte og Louise at få de rigtige sandwich.
Søndagen tog vi til Arlington Cemetery for at se JFKs gravsted m.m.. Det blev dog en kort fornøjelse, da D.C. ikke var helt lige så rundhåndet med plusgraderne som Philadelphia havde været. Derfor tog vi hurtigt videre til the Smithsonian, som er et område, der består af en masse gratis (!) muséer, og i løbet af to dage fik vi besøgt tre af dem.

Skuffede over ikke at blive inviteret indenfor!

Thomas Jefferson Memorial

Martin Luther King, Jr Memorial

Øv, vi havde ellers glædet os sådan til at stå på skøjter ..

I Einsteins skød

The never-ending cemetery

Idet det var weekend, var der mange mennesker, og det faktum, at det også var gratis, hjalp ikke på menneskemængden. Mandag var det President's Day, hvilket betød, at mange offentlige institutioner var lukkede. Det var dog gået vores næse forbi, at butikker kunne finde på at lukke på nationale helligdage, og vi havde derfor valgt at slæbe de i alt 15 kg tøj og andre sager, vi ville have sendt hjem, med os mod midtbyens posthus. Set i bagklogskabens klare lys virker det åbenlyst, at de havde lukket, men vi havde optimistisk nok begivet os afsted alligevel, og vi måtte derfor slæbe rundt på vores bagage resten af dagen.
Noget vi aldrig troede, vi skulle høre os selv sige er: "Ih, hvor vi glæder os til mandag!", men ikke desto mindre er det sådan, vi har det hver gang, det er weekend herovre.
Lige nu sidder vi i vores lejlighed ved Miami Beach og ligner kogte krebs efter en dejlig dag på stranden, og vi opdaterer igen om et par dage.

- De tre solglade idioter