At rejse er at fryse

For at tage tråden op, hvor vi slap, begav vi os ud på en næsten 24 timers lang bustur, der viste sig at være lidt af en prøvelse for vores ellers positivt indstillede sind.
Da vi ankom til busstationen stærkt belæssede, blev vi positivt overraskede over, at stationens tilstand ikke var i så slem en grad af forfald, som vi ellers var blevet advaret om, og af denne simple årsag steg vores forventning til resten af busturen en anelse - sjældent har vi dog taget så meget fejl!

Den fine busstation i Cleveland, Ohio

Allerede da vi trådte ind i bussen, var der noget, der ikke syntes helt rigtigt - der var ikke plads til vores rullekufferter på bagagehylden, som vi ellers var blevet lovet, og Ditte måtte derfor som resultat af dette sidde med sin foran benene hele vejen, mens Liv måtte betale 15 dollars ekstra for at få sin med. Her skal det indskydes, at der - før kufferten - var nogenlunde samme mængde benplads som i de almindelige danske busser.
Vi fik sat os ned, dog med et par rækker imellem os, idet der ikke var strømstik alle vegne, og vi skulle ikke meget mere end et par minutter ind i turen, før vi alle mærkede en let brise gennem vinduet, hvilket gav Liv og Ditte flashbacks til deres bustur i Guatemala.
Den lette brise blev hurtigt til en mindre storm, og vi indså nu, at vi skulle sidde i heftigt træk hele turen. Der dalede humøret et par grader.
Heldigt for os havde vi mange lag tøj på, men det endte alligevel med, at vi alle sad i skiundertøj, jakker, halstørklæder og vanter og stadig frøs, ligesom resten af vores medpassagerer.

Liv byttede i løbet af natten plads med Louise, som ellers havde siddet alene. Alene kom Liv dog ikke til at være, idet hun havde været så heldig at erhverve sig en meget snakkesaglig og påtrængende sidekammerat. Den pakistanske læge frøs så meget natten igennem, at han også fyldte 1/3 af Livs i forvejen lille sæde, mens han konstant sparkede til  hendes fod, hvilket holdt hende vågen noget nær hele natten.
Så kunne man have forestillet sig, at han ville være træt morgenen efter, men næææ nej - resten af turen gik med at diskutere Muhammedkrisen og hvilke andre danske produkter, han kendte til.
Der var dog også fordele ved at have ham som sidekammerat, idet han var skarp til at udpege de mest kendte seværdigheder i New York City, da bussen passerede igennem byen.

I modsætning til Liv havde Louise ingen problemer med at sove sig igennem en god del af busturen og efterlod Ditte til at lide alene i kulden, sammenkrøbet i sædet som resultat af den manglende benplads - så er det godt, man både er lille og ikke lider af klaustrofobi!

Nogen kan sove igennem hvad som helst..

... Andre har det knap så let

Tornerose sover videre

Æv.

Livs sidekammerat var ikke den eneste personlighed i bussen. I busturens spæde timer sad Ditte og Liv og så en film og var egentlig lidt flove over graden af nøgenhed i deres film. Det viste sig dog at være vand i forhold til filmen, der blev vist på sædet foran - det var nemlig en regulær pornofilm, der blev reflekteret i ruden, så vi havde fint udsyn til hele for(e)stillingen.
Der var desuden et forældrepar, der havde valgt at medbringe deres 6-måneder gamle baby på den lange tur, og vi var egentlig positivt overraskede over, hvor godt den klarede turen - indtil vi gik ind i sidste etape.
Bussen havde lige forladt rastepladsen, da forældrene besluttede sig for at skifte babyens ble på sædet foran Liv, hvilket resulterede i, at en liflig duft af babylort spredte sig gennem bussen. På det tidspunkt var vi alle enige om, at det havde været en MEGET lang tur.

Heldigvis for os skulle vi skifte bus i NYC, og i den nye bus blev vi mødt af solskin, benplads, varme (!), rene sæder og renlige studerende, så vi ankom trætte, men glade til Boston.
Det var en længere prøvelse, men vi er ikke afskrækkede, og vi har ikke ar for livet. Vi ser frem til de kommende busture og håber på det bedste!

- Ditte, Liv og Louise