Wi-fi-fix

I Boston blev vi samlet op af vores første Couch Surfing-vært: Arek.
Efter en lang række afvisninger af værter, var Arek vores redningsmand, der  i elvte time inviterede os til at bo i sin lejlighed.
Da vi havde fundet hinanden, tog vi toget til Cambridge, en universitetsby ikke langt fra Boston. Vi kæmpede os op og ned ad trapper og fortove med vores oppakning, der var så stor, at folk spurgte, om vi var udvekslingsstudenter, der havde udsigt til at skulle befinde sig på Harvard i et helt år.

Heldigvis for os var lejlighedskomplekset udstyret med en elevator, og vi kunne endelig smide bagagen af på stuegulvet. Arek havde kun været i Boston i 2 uger, hvilket man tydeligt kunne se afspejlet i hans spartansk indrettede lejlighed. Det, der så var, lignede mest af alt noget, der var indrettet af en østeuropæisk, gammel dame, og ikke så meget af Rap Fyr i Boston.

Morgenmad i lejligheden

Vi blev enige om at haste gennem byen for at finde et spisested, eftersom vi ikke havde fået ordentlig mad i omkring 24 timer og derfor var grundlæggende ligeglade med, hvad vi fik, så længe det var mad!
Arek fik derfor lov at bestemme stedet, og vi endte i en kæderestaurant, hvor tjeneren lagde ud med at komplimentere os for vores flotte påklædning - noget vi var lidt uforstående overfor, idet vi som sagt havde været på farten længe og mildest talt ikke følte os som en million.

Det viste sig, at det ikke blot var vores første oplevelse med Couch Surfing, men også Areks, idet han havde tilbragt de sidste 4 år i Danmark med at studere på DTU og altså ikke havde haft mulighed for at være vært før.
De to første nætter var vi stadig hjemsøgt af manglen på søvn, der havde præget vores bustur og endte derfor med at sove 12 timer hver nat, og vi havde meget svært ved at overbevise Arek om, at vi faktisk normalt stod tidligt op.

I løbet af vores tid i Boston vandrede vi rundt i Cambridge, hvor vi brugte tiden på at gå i små, hyggelige butikker, men også på at se det famøse Harvard, som vi bogstaveligt talt boede et stenkast fra (antaget, at man var god til at kaste med sten). Der var mange andre unge der, og vi følte ikke, vi faldt udenfor - vi besluttede os for at se så målrettede ud som muligt, mens vi gik rundt, for at ligne nogen, der rent faktisk skulle være der.

Vi fandt vores vej til Harvard (og hvis man tæller kort med, så har vi også "læst" der)

Selv busserne er hyggelige her

Omend ikke alle deler begejstringen

Vi fandt en hemmelig indgang til Harvard Stadion.. 

.. Og blev ufrivilligt crime-riders

I Cambridges bymidte var der en gågade (Harvard Square), hvor vi på andendagen gjorde en stor opdagelse: Veggie Planet!
Vi havde i Chicago fået forholdsvis fed mad og brugte lang tid på at opstøve fiberrig og sund mad, så restauranten var som sendt fra himlen. Det var en restaurant, der udelukkende solgte lækker, velsmagende, og bedst af alt, billig vegetarmad, og den vil vi derfor gerne anbefale kraftigt, hvis nogen skulle få forvildet sig til Cambridge en dag.

I forhold til mad gik der ikke længe, før vi opdagede, at vores værts køleskab var skræmmende tomt og ikke indeholdt andet end appelsinjuice, cola og batterier. Dét og det faktum, at lejligheden var så upersonlig, at vores vært altid arbejdede sent og at vi mere end én gang oplevede at stå et eller andet sted og vente på ham gjorde, at vi i starten var lidt urolige for, om der mon var noget lorent ved det hele. Vi fandt dog ud af, at det bare var Areks travle arbejdsdag, der holdt ham fra at spise hjemme, og han var i bund og grund en ganske flink, omend lidt stille, fyr.
Arek forskede på MIT (et af de bedste og mest ambitiøse tekniske universiteter i verden), og han tilbød at give os en rundvisning, hvilket vi selvfølgelig takkede ja til!
Vi så faciliteterne af to omgange, den første om aftenen, hvor vi blev introduceret for en sand teknologisk legeplads, der bl.a. involverede bordtennisborde med "levende" fisk.
Derudover viste Arek os det nyeste indenfor knæ-, ben- og fodproteser, der rent faktisk gav folk, der ellers var blevet afskrevet muligheden for nogensinde at kunne gå igen, en ny chance for at komme op af rullestolen - en revolutionerende idé, der var meget sejere, end det lyder :-)

MIT

Ifølge Arek "the crazy buildings" 

Lidt nørdet, men sjovt

Arek  viser Liv vej til indre by

MIT

Halvvejs mellem Boston og MIT. Blandt studerende er MIT kendt for både at være et helvede og  helt fantastisk sted

Tågede Boston. Vi glæder os til sol og blå himmel!

Arek var dog ikke den eneste Couch Surfing-oplevelse, vi havde i Boston. Vi var blevet inviteret på middag af en anden MIT-studerende, Anya, der forskede i kræft.
Vi mødte Anya på vores sidste aften i Boston, og vores førstehåndsindtryk af hende var godt. Hun var smilende, imødekommende og utrolig snakkesalig.
Vi fik et lækkert og sundt måltid bestående af fisk, nudler og grønkål. Hun startede ud med at bede bordbøn og rundede aftenen af med at give os et uddrag af Biblen, hvilket var lidt et kulturchok for Ditte og Liv, og var vores første oplevelse med det mere troende USA.
Anya kom fra Colorado, men havde tyske rødder, og var meget stolt af begge dele. Vi var næsten helt ærgerlige over ikke at skulle opleve Colorados bjerge efter den salgstale, hun kom med.

Som sagt studerede Anya også på MIT, hvor der er mange forskellige traditioner. En af de mere omfattende traditioner er den store Mystery Hunt, som løber af staben en gang om året.
Det går ud på, at man skal løse et mysterium i hold, og hvert år er det arrangeret af sidste års vindere. Opgaverne strækker sig fra opførelser af Shakespeare til arrangering af noder i skjulte mønstre til kodede  professorterninger. Opgaverne er altså en blanding af udfordringer fra de tre fakulteter: Det humanistiske, det samfundsfaglige og det naturvidenskabelige og skulle efter sigende være en meget intens oplevelse med lidt søvn og højt tempo.

Som bosiddende i Boston spurgte Anya selvfølgelig ind til, hvad vi havde set, og blev rimelig skuffet, da vi lidt undskyldende måtte indrømme, at vi mest af alt havde brugt tiden i Boston til at vandre rundt og opleve byen uden decideret at jagte seværdighederne, eftersom vi havde holdt et konstant højt tempo i Chicago.
Det var enormt hyggeligt at møde hende, og selvom vi havde planlagt at tage hjem ved 10-tiden for at pakke til vores afrejse næste formiddag, endte vi med først at være hjemme over 12, fordi snakken flød.

Anya viser her billeder fra Colorado

Efter et par dage i hyggelige Cambridge glædede vi os til at komme videre til NYC, om ikke andet så bare, fordi at vi havde levet de sidste 5 dage næsten uden internet, hvilket ikke just huede moderne og dybt internet-afhængige kvinder som os. Vi må med skam i skriften indrømme, at vi ved enhver given lejlighed, hvor det så ud som om, at der var gratis internet, tog mobilen frem, søgende efter det næste Wi-fi-fix.

- Ditte, Liv og Louise

P.s. Vi glemmer ikke vores obligatoriske high-fives