This is 19

Tro det eller lad være, men vi er tilbage i blogosfæren efter en uges fravær! (7 år i bekymret forælder-tid). Siden sidst har vi haft travlt og har været uden internet i Boston, og eftersom vores egoer kræver fred og ro for at producere indlæg (og egentlig også, fordi vores computer ikke er noget lille nips), besluttede vi os for ikke at slæbe computeren rundt til diverse caféer.
Nu er vi dog ankommet i New York, hvor vi nyder den luksus at have egen lejlighed med fri wi-fi, så vi vil nu have mulighed for at opdatere lidt oftere.
Vi har et større hængeparti, og over de næste par dage vil vi bruge noget tid på at skrive om, hvad der er hændt os i tiden uden wi-fi ad libitum.
For at fortsætte, hvor vi slap, klarede vi de sidste dage i Chicago uden yderligere forfrysninger, hvilket vi anser som en personlig sejr mod kulden!

De sidste par dage som chicagoanere brugte vi hovedsageligt indendørs, da vi havde taget ved lære af de første dages mange kolde gåture, og vi var bl.a. i biografen for at se This is 40, hvor vi blev lidt overraskede over de mange advarsler, biografen udsendte, inden filmen gik i gang. Vi blev gjort opmærksomme på, at det var yderst vigtigt, at vi holdt øje med alle vores ting og mistænkelig adfærd generelt under hele filmen, og idet det er en advarsel, der sjældent bliver smækket op på storskærm i danske biografer, var det en lidt uvant situation for os. En anden ting, der forundrede os lidt var, at man i amerikanske biografer åbenbart ikke får tildelt pladser, og vi stod derfor et godt stykke tid med vores billetter i hånden og granskede dem for sædeanvisninger, indtil der endelig gik et lys op for os.

At gå i biografen var dog ikke den eneste indendørs begivenhed, vi fornøjede os med. På vores hostel var der en folder, der beskrev, hvad man kunne lave i Chicago, hvis man var under 21, og vi fandt derfor ud af, at vi kunne tage til en koncert i den anden ende af byen, hvor der skulle spille 4 relativt ukendte indie-bands, så vi trak glad i vintertøjet og nød at se noget lidt alternativt musik.
Chicagos musikscene er en af de ting, der kendetegner byen, men en anden ting, som er et must, når man er i Chicago, er den helt særlige deep-dish pizza, som er en af de mest berømte egnsretter der. Derfor måtte vi selvfølgelig smage sådan en, og de var også ganske velsmagende.

Billedet yder ikke helt pizzaen retfærdighed 

Vi fandt også tid til at slentre langs Lake Michigan og hele vejen ud til Navy Pier, som er et meget velbesøgt og livligt sted i sommerhalvåret, men som lå relativt øde hen på dette tidspunkt af året.

På vej mod Navy Pier

Det overvejede vi heller ikke

Flere mænd samledes på molen for at isfiske

Forberedelse til snarlig vinterfestival

Navy Pier, sans menneskehav

"Pew pew!"

Fyrtårnet ved Navy Pier

Chicago i baggrunden

Inden vi forlod Chicago mødtes vi med Lizzi, som Liv og Ditte kender fra deres rejse til Guatemala, hvor de lavede frivilligt arbejde sammen. Vi aftalte at mødes på en café og brugte et par timer på at snakke "gamle" dage, men også på at få insidertips om musikfestivallen South By Southwest i Austin, hvor Lizzi oprindeligt kommer fra. Det var super hyggeligt at ses igen og en fin måde at runde Chicago af på!

Lizzi, Liv og Ditte

Efter endt cafébesøg fik vi pakket alle vores mange tasker (hvilket bestemt ikke var nogen let opgave, da vi var kommet til at købe lidt mere tøj, end hvad godt var i Forever 21) og begav os omkring 30 kg tungere ud på Chicagos gader mod Greyhound-stationen. Ude i offentligheden blev vi mødt af en åbenlys og nærmest skamløs stirren fra folk vi passerede på vores gåtur. Der var tilmed en ældre herre, som rakte hele armen frem og pegede på os med tydelig forundring over, at vi ikke lå i dynger under al bagagen.
Vi nåede dog stationen uden at have taget for meget skade af de gennemborende blikke, og vores videre rejse kan I læse mere om de kommende dage!

- Ditte, Liv og Louise