Noget om havenisser og sukkerchok

Så skete det igen.. Vi har endnu engang erfaret, at det er svært at få eventyr og blogskrivning til at gå op i en højere enhed! Derfor bringer vi nu - omend lidt forsinket - beretningen om de sidste dage i New York.

Onsdag havde vejrguderne endelig adlydt fotografens ønsker om blå himmel, og vi drog derfor afsted mod Empire State-bygningen. Siden vi har valgt at besøge nordstaterne off-season, var der ingen kø, hvilket betød, at vi bare kunne løbe forbi de mange afspærringer tilegnet sommermylderet. Det var en af de gange, hvor vi priste os lykkelige for, at vi er nogle af de få, der har trodset vinterkulden og ikke ventede på de millioner af turister, som det varmere vejr bringer med sig.

Udsigt fra Empire State. Der er langt ned!

.. Og det blæser meget!

En gammel arbejdsskade gjorde, at vi følte os nødsagede til at opsøge "hovedbiblioteket": New York Public Library for at tjekke, om bøgerne var sat ordentligt på plads. Vores hjemlige hovedbibliotek i Næstved blegner i sammenligning, må vi dog indrømme. De havde egen café, butik og et lille museum, og vi begyndte at overveje, om vi var blevet ansat det forkerte sted.

Næstved bibliotek, gå hjem!

Vi løsrev os fra biblioteket for at sætte Ditte på toget, hvorefter Liv og Louise fortsatte mod Broadway, hvor  en "magisk" aften med Wicked ventede dem. Det var en vildt fed oplevelse, og vi vil varmt anbefale at tage ind at se et stykke, hvis man befinder sig i nabolaget en dag. For Ditte, der ikke er til den slags, stod aftenen på sjove aktiviteter såsom oprydning, opvask og madlavning, så vi havde alle sammen en onsdag aften over gennemsnittet!

Næste dag havde vi besluttet os for, at en afslapningsdag var på sin plads, så vi tog på slikjagt. Vi havde selvfølgelig gjort vores hjemmearbejde og havde fundet frem til en familie-ejet butik, der efter sigende skulle have slik i alle afskygninger, fra gulv til loft. Dét havde de. Nok sukker til at holde en koloni af børnehavebarn kørende i flere - hyperaktive - uger. Det blev blandt andet til kæbeknusere og Harry Potter-slik, der gjorde vores tunger følelsesløse flere dage efter.
Vi har taget det på vores skuldre at smage samtlige særligt amerikanske slikvarianter, og vi har nu hver især vores favorit. Louise har sine Redvines, Ditte sine Reese's Peanut Butter Cups og Liv Hershey's White Chocolate w. Meltaway Center. Vi har aftalt at trappe ned på sukkeret lige så snart vi har spist det, vi har nu.. ;-)

Efter vores slik-shop-amok tilbragte vi resten af dagen derhjemme med ansigtsmasker, fællesoplæsning, film og vores nyeste opfindelse: T.C.E.M.S.H.!!

Alt hvad hjertet kan begære af søde sager hos Economy Candy

Ét point for at gætte sangen, der bliver nynnet og et for at gætte kunstneren. Størstedelen af sangene på vores fælles playliste har Ditte lagt ind, hvis nogen var i tvivl.

En anden ting vi har fundet på er udtrykket sandwich-sur, der dækker følelsen af irrationel harme og bunder i   en episode, hvor Ditte og Louise fik ombyttet deres sandwicher. Det var frokosttid ved Times Square, vi havde gået for længe uden mad, og Ditte og Louise var derfor så sultne, at de bare spiste, hvad de fik. Ditte syntes godt nok ikke, at hendes sandwich med humus smagte specielt meget af humus og mindedes ikke at have bestilt mozarella, og Louise havde det lige omvendt, men som Ditte siger: Sult lærer nøgen kvinde at spise, hvad der bliver serveret.
Mod slutningen af måltidet bemærker Liv, at det da er mærkeligt, at de spiser ting, de ellers ikke kan lide og i øvrigt heller ikke har bestilt, men Louise står fast på, at ekspedienten gav hende den rigtige sandwich. Da to og to endelig blev lagt sammen, blev Louise og Ditte hurtigt enige om, at det var Livs skyld, da hun ikke havde nævnt forbytningen tidligere, og eftersom Liv ved, at man skal erkende, når man har gjort nogen uret, tager Liv selvfølgelig skylden 100% på sig - man skal jo erkende, når man har lavet en fejltagelse (og vi kan vist alle blive enige om, at det ubetinget var Livs skyld)!
Louise var bitter over at have spist en forkert sandwich et godt stykke tid efter og deraf udtrykket sandwichsur.
Vi har dog også haft succes med sandwich. Vi har nemlig været på jagt efter den perfekte new yorker bagel og fundet den i Brooklyn Bagel Company - tip hermed givet videre!

Fredag hyggede vi os med Nemo: Snestormen, der ikke var. Dagen forinden havde der været advarlser i medierne om denne "århundredets snestorm", der ville ramme os, og vi var blevet rådet til at blive indendørs. Den slags pjat kan backpackere som os dog ikke tage hensyn til, og eftersom vi havde et fuldt program planlagt, tog vi alligevel afsted. Det gik hurtigt op for os, at selvom snestormen ikke var af den kaliber, der var blevet lovet, var nedbøren alligevel hårdtslående, og at spise morgenmad foran Tiffany's var ingen smal sag i hagl og slud. 

Vi fortsatte gennem Central Park i strid modvind og stærkt bandende af vejret, og da vi endelig nåede The Met, som var vores endelige destination, var vi så gennemblødte, at vi efterlod fine, våde spor på museets marmorgulv. Det undrede os meget, hvordan det var lykkedes alle de andre besøgende at ankomme tørskindede. Efter endt museumsbesøg og en kort frokost, måtte vi se os besejrede af vejret og vendte snuden hjemad. Sneen tog til i løbet af eftermiddagen, og ifølge meteorologerne var der udsigt til en nat fyldt med snevejr. Vi brugte derfor lang tid på at snakke om, hvor længe vi mon kunne overleve på slik, vand og hvidløg (indholdet af vores køleskab), når vi nu helt sikkert ville sne inde på fjerde sal i løbet af natten. Vores idé om overlevelse på længere sigt afhang af ejerne af det spanske supermarked og deres hypotetiske æsel, som vi forestillede os skulle ride rundt i den høje sne og sælge de basale dagligvarer.

I kan nok forstå, at skuffelsen var stor, da vi vågnede lørdag morgen og stadig kunne se bilerne ud af vinduet.

Et af de hårdest ramte steder i vores kvarter

Central Park - der er sikkert meget pænt om sommeren

Ditte og Liv tog derfor igen afsted mod Chinatown for at mødes med Philip, som havde lovet os en sjov dim sum-oplevelse. På vores vej gennem Chinatown blev vi stoppet af 4 forskellige kinesiske kvinder, der åbenbart må have ment, at vi så asiatiske ud, idet de alle henvendte sig til os på kinesisk. 

For at komme til restauranten måtte man køre op ad en lang rulletrappe, og på toppen trådte vi gennem klædeskabet til Kinarnia, så at sige. Det var lidt af et kulturchok, og vi følte os som særligt indviede, idet vi var noget nær de eneste, der ikke var af asiatisk afstamning (eller var vi?).
Restauranten var en stor sal med 200 borde med otte pladser hver, og der var næsten fyldt op. Blandt de mange borde trillede damer rundt med små vogne fyldt med kinesiske retter. Og når vi siger kinesisk, så mener vi ikke det kinesiske, vi kender hjemmefra med 50 shades of friturestegning, men derimod lækre, friske ting (vi prøvede dog ikke kyllingefødder eller ko-indvolde i denne omgang)
Godt mætte tog vi hjem for at gå en tur i lokalområdet med Louise, og til vores store overraskelse viste det sig, at vi havde Frihedsgudinden i noget, der mindede om vores baghave!

Madvognene som vi sneg os til at tage et billede af

Vores man on the inside, Philip

Den lille figur i midten er ingen anden end Frihedsgudinden

Vi skygger for skylinen

Dagen efter begyndte sporene fra Nemo så småt at smelte, og solen kom frem. Vi tog derfor Staten Island Ferry, så vi kunne se vores havenisse lidt tættere på. Som et levn fra Sandy, var både Ellis Island og Frihedsgudinden lukket, og vi måtte derfor tage til takke med at passere på vores tur mod Staten Island. Heldigvis havde fotografen medbragt sin telelinse og stod og tog billeder under hele turen tilbage, hvilket medførte følelsesløse fingre, da fotografering og vanter er uforenelige (ifølge fotografen).
Dette var atter en af de dage, hvor vi travede byen tynd. Vi gik rent faktisk så meget, at både Liv og Louise fik blå og sorte mærker på fødderne. Ditte kom med skadefro fordrag om vigtigheden af ordentligt fodtøj.

Mågerne var ret ferme til at gribe de snacks, passagererne kastede ud

Vores havenisse - up close

Mandag fik Ditte endelig opfyldt sit ønske om at se en live-optagelse af The Daily Show med Jon Stewart, og Liv og Louise blev derfor modvilligt trukket med til optagelsen, da de ikke kunne komme med indvendinger - det var både gratis, det regnede, og de havde ingen andre planer. Det var en længerevarende proces: først skulle billetterne reserveres på nettet (sværere end det lyder), så skulle man stå en time i kø udenfor studiet for rent faktisk at sikre sig en billet, så skulle man komme igen halvanden time senere for at stå lidt mere i kø og sidst, men ikke mindst, skulle man igennem strengt sikkerhedstjek, før man var inde i selve studiet. Det viste sig heldigvis at være en sej og sjov oplevelse for alle involverede parter.

Hurra!

Desværre markerede enden på The Daily Show også enden på vores tid i skønne New York, og vi måtte med triste miner pakke alle vores ting ned igen for at være klar til at tage afsted næste morgen mod Philly.
Vi var heldigvis i god tid, da vi i metroen fandt ud af, at Ditte ved en fejltagelse havde lagt sine egne nøgler i stedet for husnøglerne på køkkenbordet, inden døren smækkede, så Ditte havde tid til at tage toget tilbage for at rette op på miseren.  

Selve busturen gik fint, vi er nu så vant til lange rejser, at den to timer korte bustur næsten virkede for kort - der var ikke engang tid til at sove!
Vi befinder os nu i en forstad til Philadelphia, hvor vi bor hos Livs barndomsveninde Sofie og hendes værtsfamilie, og selvom vi var kede af at forlade New York, er her også rart her :-)

- Ditte, Liv og Louise