Girafspotning på den texanske savanne

Et af de punkter, som vi har planlagt hele vores tur omkring, har været musikfestivalen South by South West i Austin, TX. Det er en kæmpe branchefestival for musik, film og medier og spænder i det hele over ca. 2 uger. Hvor spændende alle tre dele end lyder, måtte vi dog indse, at pengene kun rakte til en af dem, og vi blev enige om at købe et badge til musikdelen, så vi fik fri adgang til alle de forskellige venues, hvor koncerterne foregik. Vi havde været forudseende og været hurtigt ude og lave en aftale med en lokal couchsurfer, der fortalte os, at han hvert år satte en masse telte op i sin baghave og havde 10-15 unge mennesker boende under festivalen, og vi forestillede os derfor, at der var snak om mini-Roskilde i hans have.

Byen uofficielle motto

Under den lange bustur dertil fik vi dog en besked fra vores vært, Tony, der berettede, at han havde besluttet sig for at leje sit hus ud, men at vi i stedet for kunne bo hos hans kæreste, Elise. Tony er kunstner og illustrator, mens Elise er violinist og bruger sin tid på at undervise små asiatiske vidunderbørn og skrive sin egen bog. Derudover er hun indehaver af verdens mest uhyggelige grin. Tony havde godt nok advaret os på forhånd, men vi var alligevel ikke foreberedte på den skingre lyd, der mødte os: halvt imellem et skrig og en munter trille, der hver gang fik os alle sammen til at hoppe en halv meter af bar forskrækkelse.
Vi havde glædet os til at møde en masse unge mennesker, vi kunne følges med, og blev derfor ret ærgerlige, da vi fandt ud af, at vi som de eneste skulle bo i telt i haven.
Fortvivlsen var dog kort, da vi indså, at både Elise og hendes to værelseskammerater var virkelig søde, og vi havde nu muligheden for mere selvbestemmelse.
Vi ankom til Austin tidligt om morgenen og blev hentet af Tony, som satte os af hos Elise. Oven på den lange bustur var vi så trætte, at vi lagde os til at sove midt på gulvet i Elises undervisningslokale. Her sov vi de næste 5 timer fra udflytning af den ene værelseskammerat, samtaler med en ny værelseskammeratkandidat og højlydt latter - så ved man, man er træt!
Da vi endelig vågnede til dåd, fulgtes vi med en af Elises venner til Downtown Austin, hvor vi til vores store glæde fandt den største Whole Foods, vi hidtil har sat vores ben i! Det skal også siges, at vi nåede at sætte vores ben i denne butik 6 ud af 8 dage på den uge.
Der var en kæmpe buffet med sund og lækker mad, som man kunne indtage i 30 graders varme på den store tagterrasse, hvor adskillige bands optrådte!
Musikken var dog ikke bare dér - under festivalen lyder der musik fra alle byens barer, restauranter, kirker, tagterrasser osv., som alle er blevet forvandlet til spillesteder.
Generelt var der fed stemning, og man kunne mærke endorfinerne blive frigivet, som man gik ned ad solbeskinnede gader og blev mødt af en masse glade ansigter.
Folk beskriver det som en by, der bliver forvandlet til Roskilde festival natten over, men i den forbindelse vil vi pointere, at det skal forstås med henblik på stemningen, og ikke på graden af lugt og affald.

Vores elskede Whole Foods

Austin i en nøddeskal 

Byen var fuld af musik - dette en af de mere interessante kunstnere..

De første par nætter fik vi lov at sove inde i huset, idet den udflyttede værelseskammerats værelse stod tomt et par dage. På tredjedagen var vi dog klar over, at vi måtte have fingre i et telt, eftersom det telt, Tony havde lånt os bestod af en trampolindug og et par stænger til at holde det oppe, og det lød alligevel en anelse for primitivt til os.
Vi havde længe villet finde en Walmart, og nu havde vi endelig en grund til at tage derhen. Velvidende om de ansattes dårlige forhold, følte vi alligevel, at det var så amerikansk en ting, at det måtte prøves, så vi tog derhen en morgen og købte et telt til 8 personer, så der var rigeligt med plads til os og vores bagage.
Da vi har en tidligere spejder iblandt os, fik vi med Louise i front hurtigt sat teltet op, og vi blev enige om, at teltet sandsynligvis overgik vores lejlighed i Miami i størrelse.

På opdagelse i Walmart

Færdigbygget telt - vi var meget stolte

I vores kvarter. Potteplanterne derhjemme blegner en smule ved sammenligning

Musifestivalen blev skudt i gang onsdag, så vi brugte bl.a. tirsdag på at blive lidt stedkendte.
Vi fik hentet vores badges og fik derudover en masse gratis ting, og der gik næsten sport i, hvem der kunne samle flest (der er uenighed om, hvem der vandt - vi ved kun, at Louise tabte)!
Vi fik smagt den klassiske texanske BBQ i form af en sandwich med Pulled Pork, hvilket smagte okay. Ditte siger dog, at det smager MEGET bedre hjemme hos hende, og det er derfor tilføjet til listen over ting, der smager markant bedre hjemme hos Ditte. Ditte har derfor tilbudt at kokkere dem alle sammen, så Liv og Louise glæder sig til at blive inviteret på middag.
Tirsdag var også dagen, hvor Louise fik blæk under huden! Vi havde længe snakket om, at det kunne være en mulighed at få en tatovering herovre, og Louise havde snakket om denne specifikke tatovering siden New York, hvor hun blev inspireret af en fyr, vi så i subwayen.

Vores flotte, og dyre, badges

De næste par dage stod den på en masse musik. Vi så: BOY, Jake Bugg, Devandra Banhart, Nick Cave and the Bad Seeds, Cafe Tacvba, The Yeah Yeah Yeahs, Paloma Faith, Wake Owl, Deep Sea Diver, Fitz and the Tantrums, Dallas, Tegan and Sarah, Iron and Wine, The Flaming Lips, Cold War Kids, Lissie, Divine Fits og Young Guns.
Vi ville også gerne have hørt Vampire Weekend, Prince og Green Day, men da vi endnu ikke besidder evnen til at være flere steder på samme tid, måtte det desværre fraprioriteres. På sidstedagen ønskede os nye fødder efter at have stået op tre dage i træk, og vores ører var trætte efter tre dages intens lytten til musik. Hvem skulle have troet, at man kunne være så træt?

Vores nye, tyske yndlingsband BOY, som vi stødte ind i ved et held-fælde flere gange.. 

.. Men vi stalkede dem altså ikke. I hvert fald ikke med vilje!

Paloma Faith tog ordet kirkegang meget bogstaveligt og hoppede rundt på kirkebænkene, mens hun sang

Tegan and Sarah

Jake Bugg: En oplevelse vi ikke er stolte af. Jake Bugg skulle spille efter BOY, og vi glædede os til at se ham. Mens vi ventede på, at der blev gjort klar, gik det dog op for os, at vi egentlig ikke havde det store begreb skabt om, hvordan denne famøse Jake så ud, så da herren til venstre gik på scenen, drog vi straks den konklusion, at han da måtte være Jake Bugg, omend han måske var lidt fyldigere, end vi havde regnet med. Det skulle dog vise sig, at den 'falske' Jake Bugg kun var runner, da en anden stillede sig op og sang de nok så kendte toner. Så fik vi nok travlt med at slette de 50 billeder, vi havde af Jake Buggs runner, og med noget røde ører blev vi enige om, at det er tydeligt, at de to ligner hinanden til forveksling!

Da SXSW er en meget stor og betydningsfuld festival i USA, siger det sig selv, at den også tiltrækker sin del af kendisser på promotionsarbejde. Vi havde ikke det store held med spotningen (det var dog heller ikke vores primære formål), men især Liv fungerede som kendis-magnet, idet hun ikke bare én, men to gange på samme dag stødte ind i Owen Wilson. Gisp! Louise er stadig sur over, at hun som den eneste ikke spottede giraffen.

Fredag var det Livs tur til at få en tatovering, og efter en halv energidrik (endnu en gratis ting) og en peptalk fra Ditte og Louise, begav vi os ind i butikken og kom ud en tatovering rigere. Det vil altså sige, at Ditte nu er den eneste, der er foruden blæk i huden, til hendes forældres store lettelse (indtil videre..)

Livs til venstre og Louises til højre

Som bekendt skal man i USA være 21 år for at købe og indtage alkohol, så vi havde indstillet os på en  pinligt ædru festival. Da det kom til, at vi skulle lukkes ind på Stubbs, et stort udendørs spillested, viste det sig dog, at det åbenbart er MEGET svært at læse alderen ud fra danske kørekort, så Ditte og Liv fik uden besvær 'voksenarmbånd' på og havde fornøjelsen af at kunne købe øl hele aftenen!

Vores sidste dag i Austin var Palmesøndag, som tilfældigvis faldt sammen med St. Patrick's Day, hvilket vi blev klar over, da vores naboer begyndte at spille irske julesange klokken 10 om formiddagen. Da vi kom ind til byen blev vi mødt af et grønt hav af festende mennesker, og alle spor fra festivalen var vasket væk og erstattet af grønne firkløvere og irske nisser (leprechauns).

På St. Patrick's Day kunne man finde rullende irske pubber i gadebilledet

En trekløver rigere!

Mandag var det, desværre, tid til at pakke vores grej, sige farvel og rykke videre mod vest. Vi donerede vores fantastisk rummelige telt til fremtidige couchsurfere, der også har manglende erfaring indenfor bygning af trampolin/hus-hybrider og tog afsked med Elise og hendes værelseskammerater. Austins varme, venlige befolkning og musik vil blive savnet (og ligeså vil deres Whole Foods..).

- Ditte, Liv og Louise