Hundehvalpe og jazz - hvad mere kan man bede om?

Vi gik glade og veloplagte ind i bussen mod New Orleans og blev glædeligt overraskede over, hvor få mennesker, der skulle med, hvilket betød, at vi kunne få hele to sæder hver! Vi erfarede også hurtigt, at airconditionen denne gang ikke var sat på en frekvens, der skulle få alle passagererne til at fryse til is, og vi sov derfor som små babyer hele natten, givet at det var tre meget rolige babyer.
Fra Greyhound stationen blev vi hentet af en af vores værter, som ankom i taxa, hvilket forvirrede os en smule, og vi nåede pænt at bede ham om at køre videre, inden vi genkendte ham. Han forklarede os, at han tidligere havde været taxachauffør, hvilket forklarede bilen!
På vej til huset fik vi den glædelige nyhed, at der var 10 4-ugers gamle hundehvalpe, og især Liv havde svært ved at sidde stille i sædet af bar begejstring. Desuden fortalte vores vært, at de desværre lige havde skaffet sig af med deres alligator, eftersom det - mærkeligt nok - er ulovligt at have sådanne som kæledyr.
I huset blev vi mødt af de andre værter samt en couchsurfende kok fra Missouri.
Vi blev placeret på tre madrasser i udestuen, det rum man skulle passere for at komme på toilettet. De var alle meget flinke, men som tidligere rengøringsassistenter kunne vi ikke lade være med at bemærke husets tilstand, som ærligt talt var ... forbavsende.
Udover de 10 hundehvalpe, 4 beboere og kokken Andrew talte huset også 2 katte og 4 hunde, hvoraf den ene havde længere ben end os.
For især Ditte var det et glædeligt gensyn med katte, og hendes seng og hovedpude var derfor okkuperet af katte natten (og højst sandsynligt også dagen) lang.

"Min."

Er det en pony eller er det en hund? Skidt pyt, den er sød

Grundet den behagelige bustur var vi friske nok (så friske man nu kan være efter en lang bustur) til at tilbringe hele dagen ude i solen. Derfor tog vi en streetcar mod det Franske Kvarter. Et kvarter der bliver beskrevet som et af de eneste sikre kvarterer i New Orleans. Vi valsede derfor rundt der hele dagen og nød det gode vejr og jazzen, der er at finde på alle gadehjørner!
Da vi kom hjem havde Andy lavet en traditionel sydstatsret: Jambalaya! Vi var godt nok lidt betænksomme ved det faktum, at det havde stået på komfuret i flere timer, men alligevel varmede vi os hver høfligt en lille portion og blev glædeligt overraskede over smagen. Vi tænkte ikke videre over det, indtil næste dag, hvor det blev klart for os, at Ditte nu havde fået en omgang madforgiftning, som endte med at vare resten af vores tid i New Orleans. De næste par dage måtte Ditte derfor tage den lidt med ro og havde desværre ikke lige så meget glæde af New Orleans som Liv og Louise.
Andy var så sød, at han lavede mad til husets beboere flere gange dagligt, men vi erfarede hurtigt, at han ikke kendte til Alimentas (et hygiejnekursus, som alle der arbejder med mad skal igennem).
Generelt så vi meget mindre til vores værter i New Orleans, end vi ellers er vant til at se til værter, og selvom det selvfølgelig var ærgerligt, var det okay, fordi Ditte havde det dårligt, og vi derfor ikke havde overskud til det helt store.

Vi tilbragte stort set al vores tid i det Franske Kvarter, som er et virkelig hyggeligt, lille område, der godt nok er turistpræget, men som stadig indeholder lokale musikanter, restauranter, samt ikke at forglemme den flotte spanske (ja, spansk - ikke fransk) arkitektur.
Vi stiftede bekendtskab med flere lokale retter såsom gumbo, red rice and beans og desserten bread pudding, og det var alt sammen enormt lækkert!
På andendagen havde vi planlagt en større tur i det Franske Kvarter. Først skulle vi på café for at smage endnu en traditionel ret: beignets, franske donuts kvalt i flormelis. Ganske hyggeligt og meget populært. Her var Alimentas dog heller ikke nået hen, da turen til toilettet gik gennem køkkenet, hvor der stort set var en lige fordeling af hårdtarbejdende ansatte og tissetrængende kunder.

Nok ikke den sundeste morgenmad, men ganske velsmagende. I små mængder.

Vi havde i vores guidebog fundet en vandrerute, der ville bringe os gennem kvarterets historiske højdepunkter. Vi havde været årvågne nok til at tage et billede af kortet, men da vi skulle forlade huset i al hast, kom vi afsted uden beskrivelsen af, hvad det egentlig var, vi skulle lægge mærke til. Heldigt for os var der en anden turist, der havde valgt at gå samme rute, så vi kiggede trofast i den retning, hans kamera pegede, for at have en idé om, hvilke bygninger vi skulle lægge mærke til. Vi var selvfølgelig indbegrebet af diskretion. Efter et par punkter, var vi så trænede, at vi selv var i stand til at udpege de mindestavler, der markerede et historisk punkt. På trods af den manglende information blev det en hyggelig tur alligevel. 
Planerne for resten af dagen talte en sejltur på Mississippi-floden, men eftersom det var anstrengende nok at være på gåben for Ditte, virkede en tur i en vuggende båd derfor mindre end attraktivt. Liv og Louise fulgte hende derfor til sporvognen, inden de selv tog ud på en flodpram for at spise frokost og sejle på floden, hvor de efter middagen blev underholdt af et mindre jazzorkester, når kaptajnen ikke legede turguide. Det var en rigtig sjov oplevelse, som Liv og Louise var kede af, at Ditte ikke også fik oplevet. I mellemtiden lå Ditte hjemme på sofaen og snakkede i et par timer med en lidt skyldbetynget Andy om skøre internationale maddage (blandt andet bananbrødsdag) og om det at komme fra en lille by.

Det nok så fine billede af ruten, der dog efterlod en del til fantasien

Forårsfeeling på Jackson Square

Hr. Jackson

Pladsen foran kirken, fyldt med liv, musik og "synske" kvinder

Mon det er her, vi skal tøjre vores ponyhund?

Tak til fyren i sort for ubevidst vejvisning!

Vodoo blev i høj grad dyrket i New Orleans

På vej ned ad Pirate Alley

Resterne fra Mardi Gras

Mississippi

I Big Easy fandt vi også tid til, endnu en gang, at tage i biografen. Denne gang var oplevelsen dog en anelse anderledes. Biografen vi havde fundet, var i et meget posh indkøbscenter, og det burde derfor ikke have overrasket os, at biografen derfor heller ikke var for pøblen. Vi følte os en anelse malplacerede i vores hverdagstøj... Vi opdagede først for alvor forskellen mellem denne og almindelige biografer, da vi på vej ind i salen fik tilbudt et menukort og derefter blev vist til vores pladser, efterfulgt af en kort introduktion til den røde knap, der øjeblikkeligt ville tilkalde en tjener!
Vi skimmede menukortet, der bl.a. indeholdt popcorn med hvid trøffel, hjemmebagte småkager og tapastallerkner, og det var noget af et syn, da tjenerne kom ilende i mørket, mens de prøvede at dukke sig, så de ikke skyggede for filmen. Hele oplevelsen var lidt spøjs og VIP-agtig, og vi forestiller os, at det må være sådan det er at være rig!
Efter et par - for det meste, for de fleste - hyggelige dage i New Orleans var det tid til at komme videre, og vi havde derfor bestilt en taxa til Greyhound stationen. Taxaen valgte imidlertid ikke at dukke op, og vi stod i forhaven og så noget fårede ud, inden vi endelig fik fat på vores ene vært, som var så sød at køre os til stationen i stedet, og vi nåede endnu en gang bussen - denne gang til Austin, hvor en hel uges musikfestival og camping ventede os.

- Ditte, Liv og Louise