Someone told us New Mexico is the bestico...

Så kom turen til Albuquerque, New Mexico! Da vi ikke vidste så meget om byen på forhånd, og det eneste punkt på vores liste over ting at se, var "nogle grotter", havde vi aftalt hjemmefra, at vi først ville tilføje andre punkter, når vi nåede frem. Takket være kolde busser og en hektisk festival, endte vi dog med at ligge syge i stedet for at lægge planer. Af denne grund bliver dette indlæg primært et billedindlæg, da vi desværre ikke har så meget at sige, som vi gerne ville have haft.

Busturen fra Austin så grum ud på papiret: 2 skift, 17 timer undervejs (vores andenlængste tur overhovedet), men da vi nu er ganske rutinerede udi kunsten at slå tid ihjel i en bus, viste det sig at være, omend ikke behageligt, så i det mindste tåleligt. Selvom selve busturen havde været i orden, slap vi dog ikke for at mærke Greyhounds utilstrækkelighed. Det viste sig, at de under busskiftet i Amarillo, Texas havde smidt Louises taske væk! Vi havde tidligere været særdeles heldige angående vores bagage indtil Albuquerque, men vidste, at dette kunne ske. Idet vi ankom så tidligt om morgenen, var vi slet ikke forberedte på det. Busselskabet var heller ikke den store hjælp, enten fortalte de os, at tasken måske var med den næste bus, eller også vidste de ikke noget. Heldigvis var Louise og tasken kun adskilt i halvandet døgn, og gensynet var glædeligt.

En glad Louise, der nu endelig kunne skifte til sit eget tøj igen

Vores værters hus til venstre. Jordnuancerne var dominerende i hele byen

Charlie, muligvis USAs sødeste hund, agerer stand-in for hundene derhjemme

I midten kan man se vores vært, Dustin, der sammen med sine venner underholder os med lokal musik

Louise nyder musikken med en kold øl i hånden!

I Albuquerque gjorde Liv og Ditte alvor af deres planer om at smage en breakfast burrito (en hvedetortilla med æg, bacon, kartofler, smeltet ost og salsa), og den smagte ganske godt, omend det var  en lidt bastant morgenmad!

Et marked på vej mod downtown, hvor der blev solgt lidt af hvert indenfor  latinamerikansk inspireret mad og kunst

Herunder også en del tørrede chilier. 

En skopæl vi stødte på under en vandretur gennem byen

Noget af det, der især skiller sig ud fra andre storbyer, vi har besøgt, er størstedelen af husene. De er nemlig bygget med rundede kanter og har alle den samme beige farve som huset ovenover. Det er dog ikke alle indbyggere, der er så priviligerede, at de har råd til at bo i huse som disse. Albuquerque er også i høj grad præget af fattigdom. Rigtig mange har dårlige tænder, og selv i vores hverdagstøj stod vi ud i gadebilledet som velklædte. Vi blev mødt af en overflod af hjemløse, hispanics og indianere, og i bussen mødte vi en af de første dage en hjemløs indiansk kvinde, der advarede os om alle de farer, byen bød på for typer som os. Vi klarede os dog sikkert igennem besøget, omend vi var en anelse paranoide det første stykke tid efter hendes varsler

Vi havde i starten planlagt at køre ad Route 66, og var glædeligt overraskede da vi, trods ændring i planerne, alligevel stødte på den famøse vej

Overraskelsen var stor, da vi ankom til byen og opdagede, at vi var omringet af bjerge (en stor ting, når man er fra et så fladt land som Danmark, hvor alt, der har en højde på over 200 meter, er et bjerg)

Foråret viste sig fra sin pæne side, og det var rart endelig at se lidt blomster

Så er vi på vej til Rio Grande i et desperat forsøg på at få noget ud af vores ophold i byen

Der var uenighed om, hvem der havde mest ret til at beundre floden. Gåsen havde nogle overbevisende argumenter (mest den overhængende fare for gåsetæsk), og vi løb hurtigt i skjul

Rio Grande, i sikkerhed for gåsen, var et ganske nydeligt syn. Vi var fristede til at photoshoppe en drikkende løve ind i billedet, da floden til forveksling ligner noget fra et dyreprogram

Også klimaet og vegetationen i New Mexico er meget anderledes end samtlige af de andre steder, vi har besøgt, og de bærer en vis lighed med et ørkenlandskab: Varmt, tørt og støvet

Efter vores sidste oplevelse med Greyhound var vi lidt lorne ved at lægge vores rejse i hænderne på dem igen, og det skulle vise sig, at det var med god grund. Vi stod op klokken halv 6 for at nå en tidlig bus, men da vi mødte op på stationen, fik vi den besked, at vi nok ikke skulle regne med at komme med en bus de næste par timer, eftersom de havde overbooket bussen. Så fik vi os et par gode timer til at reflektere over, hvor sødt vi kunne have sovet i vores varme senge et par timer endnu!

Med lommerne fulde af lommetørklæder og næsespray kom vi endelig med en bus videre mod Flagstaff, Arizona.

- Ditte, Liv og Louise