Ølhunden glammer

Tiden går hurtigt, og vi har allerede kunnet sætte kryds ved tre byer siden sidst. Dette er beretningen om de to første!
Vi ankom til Philadelphia den 12. februar, hvorfra vi tog toget videre til Chestnut Hill, men slap for at betale, måske ud af medlidenhed, idet vi til stadighed er plaget af et større læs bagage. Vi ærgrer os over, at der endnu ikke er nogen, der har tilbudt at agere pakæsel.
I Chestnut Hill fik vi en varm velkomst af Sofie og familien, hun arbejder for. Familien består af et sæt forældre og to børn på 8 og 12, og de var alle sammen enormt søde og gæstfrie. Huset var indrettet traditionelt amerikansk med en masse nips og hyggekroge og matchede resten af kvarteret, som var arketypen på den hyggelige amerikanske forstad.
Eftersom vi kun har oplevet at bo alene eller med unge mennesker, var det sjovt at prøve at bo hos en ægte amerikansk kernefamilie og få indblik i deres liv.

Efter hektiske (og fantastiske) New York havde vi med vilje ikke lavet for mange planer, fordi vi tænkte, det ville være rart med et par dage til  at komme ned i gear og til at hygge os med Sofie.
Helt på den lade side lå vi dog ikke. Når vi ikke tilbragte tiden ude i det første forårsvejr, betragtede vi Liberty Bell, og vi er ærligt talt skuffede over dens størrelse eller mangel på samme!
Et sted, der bragte lidt mere begejstring, var dog Reading Terminal Market, som er et stort indendørs marked med en overflod af boder sat sammen af mad fra hele verden. Her fik vi smagt den berømte Philly Cheese Steak, som var ret god. Derudover opdagede vi verdens bedste cookies, som end ikke Starbucks kan hamle op med :-)
Som vi nævnte bød Philly på en forsmag på forår, sol og varme, og Ditte kunne med stor glæde smide jakken for første gang i år. Liv og Louise gik så langt som til at åbne jakken, så det var en succes på alle fronter.

Strengt bevogtet nationalklenodie 

Så kom jakken af!

Efter at have brugt mange dage på at finde noget, der mindede om en fastelavnsbolle, fandt vi disse "Danish" på Reading Terminal Market. Og det er nok det tætteste, vi kommer på en fastelavnsbolle i år.

I løbet af vores tid i USA er der i supermarkederne stille og roligt blevet bygget op til årets store chokoladeklimaks: Valentine's Day. Vi må dog krybe til korset og indrømme, at USAs fejring af denne dag ikke var nær så omfattende, som vi havde forventet. Vi oplevede hverken frierier eller serenader på åben gade, så hvis man virkelig ville, kunne man godt ignorere højtiden. Vi fejrede heller ikke Valentins dag, men valgte i stedet at fejre Galentine's Day med Sofie, hendes veninde, pizza og slutteligt en lækker omgang bland  selv fro-yo.
Om onsdagen begav vi os mod Downtown, hvor vi hurtigt lagde mærke til en underlig tendens i gadebilledet: askekors i panden på hvad der svarede til en femtedel af de forbipasserende. Dette forvirrede os meget, og vi havde mange teorier om korsenes ophav. Et par af teorierne var, at vi var blevet suget ind i et afsnit af X-files eller Doctor Who, men også teorien om dannelsen af en ny sekt var med i puljen.
Under middagen med familien blev sandheden dog afdækket af familiens 8-årige søn, som kunne informere os om, at det blot var Ash Wednesday, en katolsk højtid. Vi kunne ikke helt finde ud af, om vi var lettede eller skuffede over denne nye information.
Ash Wednesday indikerer starten på lent, som er en periode på 40 dage, hvor man aflægger et løfte til sig selv om at forbedre sig på et selvvalgt punkt. Eksempler på dette kunne være at ofre at spise dessert, at læse i Biblen hver dag eller at løbe tre gange om ugen.
Louise blev enig med sig selv om, at det kunne være sjovt at prøve, selvom hun ikke er katolik, og hun har derfor valgt at afstå fra chokolade og har klaret den første uge med bravur!
Til Sofies store morskab vraltede vi fredag mod stationen for at tage videre mod Washington D.C., hvor vi skulle tilbringe de næste 4 dage hos en couchsurfer.

Et billed siger mere end tusinde ord

Først skulle endnu en bustur dog overstås, men eftersom vi efterhånden er rutinerede buspassagerer var der ingen problemer på den yderst korte tur - bortset fra en ældre dame, som vi delte bus med den sidste 1,5 time. Ved første øjekast virkede hun fuldstændig som den gennemsnitlige rare pensionist. Det var først, da bussen begyndte at køre, at hendes sande karakter trådte frem. Bussen var kun lige kørt ud fra stationen, da hun hev telefonen op af lommen og med den mest skingre stemme (nogensinde) gav sig til at råbe op om en mand, der var blevet kørt ned for øjnene af hende, nogle irer der mod loven blev dræbt og Obama, der pralede med alle sine penge. Indtil bussen stoppede fortsatte hun med sin konstante vekslen mellem Dr. Jekyll og Mrs. Hyde, så det var en interessant tur.

Da vi ankom til D.C. havde vi overraskende let ved at finde ud af den offentlige transport, men det viste sig hurtigt, at man havde forfærdelig lidt tid til at komme ind og ud af toget, hvilket naturligvis er et problem, når man har vores mængde bagage og derfor ikke kan bevæge sig specielt hurtigt eller smidigt.
Det var derfor dagen, hvor vi blev adskilt af togets lukkende døre, og Louise derfor måtte ud på en solotur, mens Liv og Ditte vinkede farvel fra perronen. Louise vidste heldigvis, hvor hun skulle af, og vi blev hurtigt genforenet.
Det tog os en god del tid at gå til vores værts lækre lejlighed, og da vi endelig ankom, tilbød hun os som det allerførste en KOLD ØL - HURRA!
Det er helt utroligt så meget man kommer til at savne alkohol, når man bliver frataget retten til at købe det, og eftersom dette var vores første øl i USA, var vi meget glade.

Vores første øl på amerikansk jord

Vi boede hos filipinske Vina, som var i starten af 30'erne, og det var en meget anderledes couchsurfing oplevelse end den i Boston. Hvor vores første vært var meget tilbageholden og afslappet, var Vina det stik modsatte, og vi tænker, at vi har oplevet to ekstremer.
Vina var også hoppet med på lent-vognen og havde valgt at opgive alkohol. Hun havde planlagt at klare sig gennem Lent udelukkende på pot, men på femtedagen brød hun sit fortsæt, og vi måtte nu tækkes med lugten af både pot og øl og frygten for at lugten fra hendes pibe ville hænge ved, når vi skulle gennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen.
Hun havde til gengæld verdens sødeste værelseskammerat, som vi nærmest snakkede mere med end hende: Kæmpen Kelvin. Han var en gentle giant og en flink fyr, som var helt nede på jorden og var så sød, at han lejede en bil på egen regning for at køre os til lufthavnen klokken 3 om natten, så vi slap for at tage en taxa!
På trods af Vinas og vores forskelligheder, var hun sød og meget gæstfri.
Den første dag gik vi omkring 12 km frem og tilbage fra lejligheden og ned til det Hvide Hus og de omkringliggende seværdigheder. Her så vi Thomas Jefferson og Abraham Lincoln's memorials, The Pentagon og Reflecting Pool. Vi spottede den restaurant, hvor udtrykket sandwichsur opstod og besluttede os for at forsøge at blive sandwichglade (indsæt dåselatter her). Helt glade blev vi ikke, men oplevelsen var bedre end sidst, og det lykkedes Ditte og Louise at få de rigtige sandwich.
Søndagen tog vi til Arlington Cemetery for at se JFKs gravsted m.m.. Det blev dog en kort fornøjelse, da D.C. ikke var helt lige så rundhåndet med plusgraderne som Philadelphia havde været. Derfor tog vi hurtigt videre til the Smithsonian, som er et område, der består af en masse gratis (!) muséer, og i løbet af to dage fik vi besøgt tre af dem.

Skuffede over ikke at blive inviteret indenfor!

Thomas Jefferson Memorial

Martin Luther King, Jr Memorial

Øv, vi havde ellers glædet os sådan til at stå på skøjter ..

I Einsteins skød

The never-ending cemetery

Idet det var weekend, var der mange mennesker, og det faktum, at det også var gratis, hjalp ikke på menneskemængden. Mandag var det President's Day, hvilket betød, at mange offentlige institutioner var lukkede. Det var dog gået vores næse forbi, at butikker kunne finde på at lukke på nationale helligdage, og vi havde derfor valgt at slæbe de i alt 15 kg tøj og andre sager, vi ville have sendt hjem, med os mod midtbyens posthus. Set i bagklogskabens klare lys virker det åbenlyst, at de havde lukket, men vi havde optimistisk nok begivet os afsted alligevel, og vi måtte derfor slæbe rundt på vores bagage resten af dagen.
Noget vi aldrig troede, vi skulle høre os selv sige er: "Ih, hvor vi glæder os til mandag!", men ikke desto mindre er det sådan, vi har det hver gang, det er weekend herovre.
Lige nu sidder vi i vores lejlighed ved Miami Beach og ligner kogte krebs efter en dejlig dag på stranden, og vi opdaterer igen om et par dage.

- De tre solglade idioter

Noget om havenisser og sukkerchok

Så skete det igen.. Vi har endnu engang erfaret, at det er svært at få eventyr og blogskrivning til at gå op i en højere enhed! Derfor bringer vi nu - omend lidt forsinket - beretningen om de sidste dage i New York.

Onsdag havde vejrguderne endelig adlydt fotografens ønsker om blå himmel, og vi drog derfor afsted mod Empire State-bygningen. Siden vi har valgt at besøge nordstaterne off-season, var der ingen kø, hvilket betød, at vi bare kunne løbe forbi de mange afspærringer tilegnet sommermylderet. Det var en af de gange, hvor vi priste os lykkelige for, at vi er nogle af de få, der har trodset vinterkulden og ikke ventede på de millioner af turister, som det varmere vejr bringer med sig.

Udsigt fra Empire State. Der er langt ned!

.. Og det blæser meget!

En gammel arbejdsskade gjorde, at vi følte os nødsagede til at opsøge "hovedbiblioteket": New York Public Library for at tjekke, om bøgerne var sat ordentligt på plads. Vores hjemlige hovedbibliotek i Næstved blegner i sammenligning, må vi dog indrømme. De havde egen café, butik og et lille museum, og vi begyndte at overveje, om vi var blevet ansat det forkerte sted.

Næstved bibliotek, gå hjem!

Vi løsrev os fra biblioteket for at sætte Ditte på toget, hvorefter Liv og Louise fortsatte mod Broadway, hvor  en "magisk" aften med Wicked ventede dem. Det var en vildt fed oplevelse, og vi vil varmt anbefale at tage ind at se et stykke, hvis man befinder sig i nabolaget en dag. For Ditte, der ikke er til den slags, stod aftenen på sjove aktiviteter såsom oprydning, opvask og madlavning, så vi havde alle sammen en onsdag aften over gennemsnittet!

Næste dag havde vi besluttet os for, at en afslapningsdag var på sin plads, så vi tog på slikjagt. Vi havde selvfølgelig gjort vores hjemmearbejde og havde fundet frem til en familie-ejet butik, der efter sigende skulle have slik i alle afskygninger, fra gulv til loft. Dét havde de. Nok sukker til at holde en koloni af børnehavebarn kørende i flere - hyperaktive - uger. Det blev blandt andet til kæbeknusere og Harry Potter-slik, der gjorde vores tunger følelsesløse flere dage efter.
Vi har taget det på vores skuldre at smage samtlige særligt amerikanske slikvarianter, og vi har nu hver især vores favorit. Louise har sine Redvines, Ditte sine Reese's Peanut Butter Cups og Liv Hershey's White Chocolate w. Meltaway Center. Vi har aftalt at trappe ned på sukkeret lige så snart vi har spist det, vi har nu.. ;-)

Efter vores slik-shop-amok tilbragte vi resten af dagen derhjemme med ansigtsmasker, fællesoplæsning, film og vores nyeste opfindelse: T.C.E.M.S.H.!!

Alt hvad hjertet kan begære af søde sager hos Economy Candy

Ét point for at gætte sangen, der bliver nynnet og et for at gætte kunstneren. Størstedelen af sangene på vores fælles playliste har Ditte lagt ind, hvis nogen var i tvivl.

En anden ting vi har fundet på er udtrykket sandwich-sur, der dækker følelsen af irrationel harme og bunder i   en episode, hvor Ditte og Louise fik ombyttet deres sandwicher. Det var frokosttid ved Times Square, vi havde gået for længe uden mad, og Ditte og Louise var derfor så sultne, at de bare spiste, hvad de fik. Ditte syntes godt nok ikke, at hendes sandwich med humus smagte specielt meget af humus og mindedes ikke at have bestilt mozarella, og Louise havde det lige omvendt, men som Ditte siger: Sult lærer nøgen kvinde at spise, hvad der bliver serveret.
Mod slutningen af måltidet bemærker Liv, at det da er mærkeligt, at de spiser ting, de ellers ikke kan lide og i øvrigt heller ikke har bestilt, men Louise står fast på, at ekspedienten gav hende den rigtige sandwich. Da to og to endelig blev lagt sammen, blev Louise og Ditte hurtigt enige om, at det var Livs skyld, da hun ikke havde nævnt forbytningen tidligere, og eftersom Liv ved, at man skal erkende, når man har gjort nogen uret, tager Liv selvfølgelig skylden 100% på sig - man skal jo erkende, når man har lavet en fejltagelse (og vi kan vist alle blive enige om, at det ubetinget var Livs skyld)!
Louise var bitter over at have spist en forkert sandwich et godt stykke tid efter og deraf udtrykket sandwichsur.
Vi har dog også haft succes med sandwich. Vi har nemlig været på jagt efter den perfekte new yorker bagel og fundet den i Brooklyn Bagel Company - tip hermed givet videre!

Fredag hyggede vi os med Nemo: Snestormen, der ikke var. Dagen forinden havde der været advarlser i medierne om denne "århundredets snestorm", der ville ramme os, og vi var blevet rådet til at blive indendørs. Den slags pjat kan backpackere som os dog ikke tage hensyn til, og eftersom vi havde et fuldt program planlagt, tog vi alligevel afsted. Det gik hurtigt op for os, at selvom snestormen ikke var af den kaliber, der var blevet lovet, var nedbøren alligevel hårdtslående, og at spise morgenmad foran Tiffany's var ingen smal sag i hagl og slud. 

Vi fortsatte gennem Central Park i strid modvind og stærkt bandende af vejret, og da vi endelig nåede The Met, som var vores endelige destination, var vi så gennemblødte, at vi efterlod fine, våde spor på museets marmorgulv. Det undrede os meget, hvordan det var lykkedes alle de andre besøgende at ankomme tørskindede. Efter endt museumsbesøg og en kort frokost, måtte vi se os besejrede af vejret og vendte snuden hjemad. Sneen tog til i løbet af eftermiddagen, og ifølge meteorologerne var der udsigt til en nat fyldt med snevejr. Vi brugte derfor lang tid på at snakke om, hvor længe vi mon kunne overleve på slik, vand og hvidløg (indholdet af vores køleskab), når vi nu helt sikkert ville sne inde på fjerde sal i løbet af natten. Vores idé om overlevelse på længere sigt afhang af ejerne af det spanske supermarked og deres hypotetiske æsel, som vi forestillede os skulle ride rundt i den høje sne og sælge de basale dagligvarer.

I kan nok forstå, at skuffelsen var stor, da vi vågnede lørdag morgen og stadig kunne se bilerne ud af vinduet.

Et af de hårdest ramte steder i vores kvarter

Central Park - der er sikkert meget pænt om sommeren

Ditte og Liv tog derfor igen afsted mod Chinatown for at mødes med Philip, som havde lovet os en sjov dim sum-oplevelse. På vores vej gennem Chinatown blev vi stoppet af 4 forskellige kinesiske kvinder, der åbenbart må have ment, at vi så asiatiske ud, idet de alle henvendte sig til os på kinesisk. 

For at komme til restauranten måtte man køre op ad en lang rulletrappe, og på toppen trådte vi gennem klædeskabet til Kinarnia, så at sige. Det var lidt af et kulturchok, og vi følte os som særligt indviede, idet vi var noget nær de eneste, der ikke var af asiatisk afstamning (eller var vi?).
Restauranten var en stor sal med 200 borde med otte pladser hver, og der var næsten fyldt op. Blandt de mange borde trillede damer rundt med små vogne fyldt med kinesiske retter. Og når vi siger kinesisk, så mener vi ikke det kinesiske, vi kender hjemmefra med 50 shades of friturestegning, men derimod lækre, friske ting (vi prøvede dog ikke kyllingefødder eller ko-indvolde i denne omgang)
Godt mætte tog vi hjem for at gå en tur i lokalområdet med Louise, og til vores store overraskelse viste det sig, at vi havde Frihedsgudinden i noget, der mindede om vores baghave!

Madvognene som vi sneg os til at tage et billede af

Vores man on the inside, Philip

Den lille figur i midten er ingen anden end Frihedsgudinden

Vi skygger for skylinen

Dagen efter begyndte sporene fra Nemo så småt at smelte, og solen kom frem. Vi tog derfor Staten Island Ferry, så vi kunne se vores havenisse lidt tættere på. Som et levn fra Sandy, var både Ellis Island og Frihedsgudinden lukket, og vi måtte derfor tage til takke med at passere på vores tur mod Staten Island. Heldigvis havde fotografen medbragt sin telelinse og stod og tog billeder under hele turen tilbage, hvilket medførte følelsesløse fingre, da fotografering og vanter er uforenelige (ifølge fotografen).
Dette var atter en af de dage, hvor vi travede byen tynd. Vi gik rent faktisk så meget, at både Liv og Louise fik blå og sorte mærker på fødderne. Ditte kom med skadefro fordrag om vigtigheden af ordentligt fodtøj.

Mågerne var ret ferme til at gribe de snacks, passagererne kastede ud

Vores havenisse - up close

Mandag fik Ditte endelig opfyldt sit ønske om at se en live-optagelse af The Daily Show med Jon Stewart, og Liv og Louise blev derfor modvilligt trukket med til optagelsen, da de ikke kunne komme med indvendinger - det var både gratis, det regnede, og de havde ingen andre planer. Det var en længerevarende proces: først skulle billetterne reserveres på nettet (sværere end det lyder), så skulle man stå en time i kø udenfor studiet for rent faktisk at sikre sig en billet, så skulle man komme igen halvanden time senere for at stå lidt mere i kø og sidst, men ikke mindst, skulle man igennem strengt sikkerhedstjek, før man var inde i selve studiet. Det viste sig heldigvis at være en sej og sjov oplevelse for alle involverede parter.

Hurra!

Desværre markerede enden på The Daily Show også enden på vores tid i skønne New York, og vi måtte med triste miner pakke alle vores ting ned igen for at være klar til at tage afsted næste morgen mod Philly.
Vi var heldigvis i god tid, da vi i metroen fandt ud af, at Ditte ved en fejltagelse havde lagt sine egne nøgler i stedet for husnøglerne på køkkenbordet, inden døren smækkede, så Ditte havde tid til at tage toget tilbage for at rette op på miseren.  

Selve busturen gik fint, vi er nu så vant til lange rejser, at den to timer korte bustur næsten virkede for kort - der var ikke engang tid til at sove!
Vi befinder os nu i en forstad til Philadelphia, hvor vi bor hos Livs barndomsveninde Sofie og hendes værtsfamilie, og selvom vi var kede af at forlade New York, er her også rart her :-)

- Ditte, Liv og Louise

The Only Living Girls in Coney Island

Så er vi tilbage igen, og efter dette indlæg er vi endelig up to date med vores oplevelser.
Dette er altså det første af to indlæg om The Big Apple!
Efter en relativt kort bustur fra Boston, ankom vi til New York, hvor offentlig transport desværre ikke var helt så let, som vi havde håbet.
Vi har lejet en lejlighed i Jersey City, der ligger lige på den anden side af Hudson River, men det gik hurtigt op for os, at new yorkere tydeligvis ikke har det store begreb om, hvordan man krydser floden v.h.a. offentlig transport.
Det tog os derfor en time at finde ud af, hvordan vi overhovedet skulle komme væk fra stationen, og med al vores bagage var humøret ikke højt. Vi måtte vente en halv time yderligere på, at selve bussen ankom, og vi måttedernæst sidde endnu en halv time i bus efterfulgt af en tur med undergrunden, hvor vi hurtigt erfarede, at de ikke havde ulejliget sig med at skilte med, hvor togene gik hen.
Som en sidebemærkning vil vi indskyde, at det normalt blot tager et kvarters tid at komme til Manhattan uden stop, og at vi efterhånden er blevet en del bedre til at finde rundt i deres indviklede undergrundssystem (hvor alle regler ophæves i weekenden for at man ikke skal hvile på laurbærrene).

Udover det med transporten var der også en anden forhindring: Vores udlejer.
Hun havde bedt os om at ringe til hende, da vi ankom, hvilket vi troligt gjorde. Igen og igen og igen - uden svar. Vi besluttede os derfor for at søge tilflugt på den nærmeste Subway-restaurant, idet vi ikke kunne komme ind i lejligheden uden hendes nøgle. Vi fandt til sidst ud af, at hele miseren skyldtes, at hun havde skrevet et forkert nummer, og eftersom alle vores fungerende telefoner løb tør for strøm samtidig, måtte vi låne managerens telefon og fik endelig kontakt!
Kort efter var vi installeret i lejligheden og besluttede os for at fejre den lange rejse med pizza fra vores next door-pizzapusher. Men ak! Det skulle vi aldrig have gjort.
Da vi for anden gang kæmpede os op ad trapperne til 4. sal, fandt vi døren uoplåselig, og efter et kvarters intens kamp, måtte vi se nederlaget i øjnene og ringe til vores udlejer.
Hun var ude at spise, og eftersom vi var trætte og sultne, endte vi med at spise vores første måltid i New York i en trappeopgang - så var scenen ligesom sat!
Da vi endelig kom ind, var det et glædeligt gensyn med den dejlige lejlighed, der er helt vores egen, og hvor vi altså kan larme og løbe rundt i undertøj, skulle det være vores lyst.
Vi har i løbet af vores to uger her brugt lidt for mange penge på at kontakte værter på vores danske telefoner, og vi nu anskaffet os en amerikansk telefon med et amerikansk nummer: 646-709-1113.

Vaskedag! På vej op ad trapperne til vores lejlighed

BH-træet - i mangel på et tørrestativ

En af de gode ting ved at have egen lejlighed er, at vi har mulighed for at tilberede vores egen mad, så vi både får grøntsager og sparer penge

De næste par dage brugte vi som ægte turister, hvor vi på skift for vild mellem diverse seværdigheder.
Vi lagde ud med at besøge Ground Zero og Times Square. Vi blev ved førstnævnte overraskede over graden af sikkerhedsposter, der (tro det eller ej) næsten oversteg dem i lufthavnen. Ved sidstnævnte blev vores trommehinder halvt sprængt, da vi stod på The Red Steps ved siden af en flok unge teenagepiger, der åbenbart havde spottet en gruppe "berømtheder", som vi aldrig i livet havde set eller hørt om. Vi blev derfor hurtigt enige om at flygte, da vores ører var alt for gamle til den slags, men inden det var Times Square en sjov oplevelse!

Det nye World Trade Center under opbygning

9/11 Memorial

Times Square

Times Square

Derudover har vi brugt et par dage på at få et omfattende kendskab til New Yorks broer. Den oprindelige plan var at finde Brooklyn Bridge for at gå over den, men i stedet fandt vi Manhattan Bridge. Vi kiggede derfor på kortet igen og følte os nu stensikre på, at vi bevægede os mod den rigtige bro. En god halv time senere nåede vi en bro: Williamsburg Bridge, hvilket ville sige, at vi var gået dobbelt så langt og endda i den forkerte retning. Dagen efter vendte vi dog tilbage med nyt mod og fandt endelig den rigtige bro, og gåturen over den med New Yorks skyline som udsigt viste sig at være vores hidtidige yndlingsoplevelse her i NY.
Den lyksalige dag, hvor vi fandt den rette bro, startede vi med at besøge Coney Island, som er forladt en forlystelsespark, der ligger ved stranden i nærheden af New York. Fordi den er lukket for sæsonen, havde vi  strandpromenaden for os selv, og parkens design var så kitchet, at det faktisk var fedt.
Udover disse ting har vi gået på The High Line, som er nogle renoverede togspor, der er hævet over gadeniveau, og som altså fungerer som en slags park med udsigt til The Meatpacking District og Hudson River.

Udsigt fra The High Line

The High Line

True that

Coney Island!

Primært et amerikansk fænomen. Heldigvis

Coney Island for os selv

Coney Island for os selv

På vej mod Brooklyn Bridge - en så lang tur kræver proviant

Dumme, dumme Manhattan-bro

Endelig på den rigtige bro

Brooklyn Bridge

I går travede vi det meget omfattende American Museum of Natural History tyndt, indtil fødderne gav op, og inden da havde vi leget filmturister og set både Ghostbusters hovedkvarter, Carrie Bradshaws lejlighed og lejlighedskomplekset fra Venner.

Jurassic Park in the making?

Museum of Natural History

"Who' you gonna call?"

Efter en lang dag på farten mødtes vi med den erfarne Couch Surfer, Phillip, som havde tilbudt at give os en insidertour af Chinatown, som sluttede af med en lækker, kinesisk middag på en lokal restaurant, vi ellers aldrig ville have fundet!
Den største gevinst, vi tager med os fra dagen, må være Louises forbedring af sine tidligere ikke-eksisterende spisepindekundskaber.
Vi har aftalt at mødes med Phillip og en af hans veninder igen på lørdag, hvor han vil introducere os for dim sum, en slags kinesisk tapas.

Bemærk Louises kyndige hånd i baggrunden

Vi har igen fundet tid til at tage i biografen, denne gang for at se Warm Bodies. Det var dog ikke meget, vi fik indenbords i biografen, fordi vi om formiddagen havde besluttet at spise på en cubansk diner på vores gade, hvor vi fik brunch bestående af 4 gigantiske vafler med is og bær, samt røræg ved siden af. Som backpacker på budget er tanken om at smide mad væk ikke tillokkende (spild af penge), så vi spiste selvfølgelig det meste, hvilket sikrede os en god gang kvalme og mavepine resten af dagen. Vi er ydermere typerne, der ikke lærer af vores fejl, så vi gentog successen et par dage efter - denne gang dog med pandekager, alt for meget sirup og en anelse flere rester.
Den cubanske diner er dog ikke det eneste spanskrelaterede i vores lokalområde, der egentlig er næsten mere spansk end amerikansk. I supermarkedet overfor vores lejlighed ordnes selve betalingen på spansk!
Vi vil nu begive os mod Frihedsgudinden og Ellis Island og nyde en solrig dag. Vi regner med at opdatere igen om et par dage!

Adiós amigos :-)
- Ditte, Liv og Louise