Girafspotning på den texanske savanne

Et af de punkter, som vi har planlagt hele vores tur omkring, har været musikfestivalen South by South West i Austin, TX. Det er en kæmpe branchefestival for musik, film og medier og spænder i det hele over ca. 2 uger. Hvor spændende alle tre dele end lyder, måtte vi dog indse, at pengene kun rakte til en af dem, og vi blev enige om at købe et badge til musikdelen, så vi fik fri adgang til alle de forskellige venues, hvor koncerterne foregik. Vi havde været forudseende og været hurtigt ude og lave en aftale med en lokal couchsurfer, der fortalte os, at han hvert år satte en masse telte op i sin baghave og havde 10-15 unge mennesker boende under festivalen, og vi forestillede os derfor, at der var snak om mini-Roskilde i hans have.

Byen uofficielle motto

Under den lange bustur dertil fik vi dog en besked fra vores vært, Tony, der berettede, at han havde besluttet sig for at leje sit hus ud, men at vi i stedet for kunne bo hos hans kæreste, Elise. Tony er kunstner og illustrator, mens Elise er violinist og bruger sin tid på at undervise små asiatiske vidunderbørn og skrive sin egen bog. Derudover er hun indehaver af verdens mest uhyggelige grin. Tony havde godt nok advaret os på forhånd, men vi var alligevel ikke foreberedte på den skingre lyd, der mødte os: halvt imellem et skrig og en munter trille, der hver gang fik os alle sammen til at hoppe en halv meter af bar forskrækkelse.
Vi havde glædet os til at møde en masse unge mennesker, vi kunne følges med, og blev derfor ret ærgerlige, da vi fandt ud af, at vi som de eneste skulle bo i telt i haven.
Fortvivlsen var dog kort, da vi indså, at både Elise og hendes to værelseskammerater var virkelig søde, og vi havde nu muligheden for mere selvbestemmelse.
Vi ankom til Austin tidligt om morgenen og blev hentet af Tony, som satte os af hos Elise. Oven på den lange bustur var vi så trætte, at vi lagde os til at sove midt på gulvet i Elises undervisningslokale. Her sov vi de næste 5 timer fra udflytning af den ene værelseskammerat, samtaler med en ny værelseskammeratkandidat og højlydt latter - så ved man, man er træt!
Da vi endelig vågnede til dåd, fulgtes vi med en af Elises venner til Downtown Austin, hvor vi til vores store glæde fandt den største Whole Foods, vi hidtil har sat vores ben i! Det skal også siges, at vi nåede at sætte vores ben i denne butik 6 ud af 8 dage på den uge.
Der var en kæmpe buffet med sund og lækker mad, som man kunne indtage i 30 graders varme på den store tagterrasse, hvor adskillige bands optrådte!
Musikken var dog ikke bare dér - under festivalen lyder der musik fra alle byens barer, restauranter, kirker, tagterrasser osv., som alle er blevet forvandlet til spillesteder.
Generelt var der fed stemning, og man kunne mærke endorfinerne blive frigivet, som man gik ned ad solbeskinnede gader og blev mødt af en masse glade ansigter.
Folk beskriver det som en by, der bliver forvandlet til Roskilde festival natten over, men i den forbindelse vil vi pointere, at det skal forstås med henblik på stemningen, og ikke på graden af lugt og affald.

Vores elskede Whole Foods

Austin i en nøddeskal 

Byen var fuld af musik - dette en af de mere interessante kunstnere..

De første par nætter fik vi lov at sove inde i huset, idet den udflyttede værelseskammerats værelse stod tomt et par dage. På tredjedagen var vi dog klar over, at vi måtte have fingre i et telt, eftersom det telt, Tony havde lånt os bestod af en trampolindug og et par stænger til at holde det oppe, og det lød alligevel en anelse for primitivt til os.
Vi havde længe villet finde en Walmart, og nu havde vi endelig en grund til at tage derhen. Velvidende om de ansattes dårlige forhold, følte vi alligevel, at det var så amerikansk en ting, at det måtte prøves, så vi tog derhen en morgen og købte et telt til 8 personer, så der var rigeligt med plads til os og vores bagage.
Da vi har en tidligere spejder iblandt os, fik vi med Louise i front hurtigt sat teltet op, og vi blev enige om, at teltet sandsynligvis overgik vores lejlighed i Miami i størrelse.

På opdagelse i Walmart

Færdigbygget telt - vi var meget stolte

I vores kvarter. Potteplanterne derhjemme blegner en smule ved sammenligning

Musifestivalen blev skudt i gang onsdag, så vi brugte bl.a. tirsdag på at blive lidt stedkendte.
Vi fik hentet vores badges og fik derudover en masse gratis ting, og der gik næsten sport i, hvem der kunne samle flest (der er uenighed om, hvem der vandt - vi ved kun, at Louise tabte)!
Vi fik smagt den klassiske texanske BBQ i form af en sandwich med Pulled Pork, hvilket smagte okay. Ditte siger dog, at det smager MEGET bedre hjemme hos hende, og det er derfor tilføjet til listen over ting, der smager markant bedre hjemme hos Ditte. Ditte har derfor tilbudt at kokkere dem alle sammen, så Liv og Louise glæder sig til at blive inviteret på middag.
Tirsdag var også dagen, hvor Louise fik blæk under huden! Vi havde længe snakket om, at det kunne være en mulighed at få en tatovering herovre, og Louise havde snakket om denne specifikke tatovering siden New York, hvor hun blev inspireret af en fyr, vi så i subwayen.

Vores flotte, og dyre, badges

De næste par dage stod den på en masse musik. Vi så: BOY, Jake Bugg, Devandra Banhart, Nick Cave and the Bad Seeds, Cafe Tacvba, The Yeah Yeah Yeahs, Paloma Faith, Wake Owl, Deep Sea Diver, Fitz and the Tantrums, Dallas, Tegan and Sarah, Iron and Wine, The Flaming Lips, Cold War Kids, Lissie, Divine Fits og Young Guns.
Vi ville også gerne have hørt Vampire Weekend, Prince og Green Day, men da vi endnu ikke besidder evnen til at være flere steder på samme tid, måtte det desværre fraprioriteres. På sidstedagen ønskede os nye fødder efter at have stået op tre dage i træk, og vores ører var trætte efter tre dages intens lytten til musik. Hvem skulle have troet, at man kunne være så træt?

Vores nye, tyske yndlingsband BOY, som vi stødte ind i ved et held-fælde flere gange.. 

.. Men vi stalkede dem altså ikke. I hvert fald ikke med vilje!

Paloma Faith tog ordet kirkegang meget bogstaveligt og hoppede rundt på kirkebænkene, mens hun sang

Tegan and Sarah

Jake Bugg: En oplevelse vi ikke er stolte af. Jake Bugg skulle spille efter BOY, og vi glædede os til at se ham. Mens vi ventede på, at der blev gjort klar, gik det dog op for os, at vi egentlig ikke havde det store begreb skabt om, hvordan denne famøse Jake så ud, så da herren til venstre gik på scenen, drog vi straks den konklusion, at han da måtte være Jake Bugg, omend han måske var lidt fyldigere, end vi havde regnet med. Det skulle dog vise sig, at den 'falske' Jake Bugg kun var runner, da en anden stillede sig op og sang de nok så kendte toner. Så fik vi nok travlt med at slette de 50 billeder, vi havde af Jake Buggs runner, og med noget røde ører blev vi enige om, at det er tydeligt, at de to ligner hinanden til forveksling!

Da SXSW er en meget stor og betydningsfuld festival i USA, siger det sig selv, at den også tiltrækker sin del af kendisser på promotionsarbejde. Vi havde ikke det store held med spotningen (det var dog heller ikke vores primære formål), men især Liv fungerede som kendis-magnet, idet hun ikke bare én, men to gange på samme dag stødte ind i Owen Wilson. Gisp! Louise er stadig sur over, at hun som den eneste ikke spottede giraffen.

Fredag var det Livs tur til at få en tatovering, og efter en halv energidrik (endnu en gratis ting) og en peptalk fra Ditte og Louise, begav vi os ind i butikken og kom ud en tatovering rigere. Det vil altså sige, at Ditte nu er den eneste, der er foruden blæk i huden, til hendes forældres store lettelse (indtil videre..)

Livs til venstre og Louises til højre

Som bekendt skal man i USA være 21 år for at købe og indtage alkohol, så vi havde indstillet os på en  pinligt ædru festival. Da det kom til, at vi skulle lukkes ind på Stubbs, et stort udendørs spillested, viste det sig dog, at det åbenbart er MEGET svært at læse alderen ud fra danske kørekort, så Ditte og Liv fik uden besvær 'voksenarmbånd' på og havde fornøjelsen af at kunne købe øl hele aftenen!

Vores sidste dag i Austin var Palmesøndag, som tilfældigvis faldt sammen med St. Patrick's Day, hvilket vi blev klar over, da vores naboer begyndte at spille irske julesange klokken 10 om formiddagen. Da vi kom ind til byen blev vi mødt af et grønt hav af festende mennesker, og alle spor fra festivalen var vasket væk og erstattet af grønne firkløvere og irske nisser (leprechauns).

På St. Patrick's Day kunne man finde rullende irske pubber i gadebilledet

En trekløver rigere!

Mandag var det, desværre, tid til at pakke vores grej, sige farvel og rykke videre mod vest. Vi donerede vores fantastisk rummelige telt til fremtidige couchsurfere, der også har manglende erfaring indenfor bygning af trampolin/hus-hybrider og tog afsked med Elise og hendes værelseskammerater. Austins varme, venlige befolkning og musik vil blive savnet (og ligeså vil deres Whole Foods..).

- Ditte, Liv og Louise

Hundehvalpe og jazz - hvad mere kan man bede om?

Vi gik glade og veloplagte ind i bussen mod New Orleans og blev glædeligt overraskede over, hvor få mennesker, der skulle med, hvilket betød, at vi kunne få hele to sæder hver! Vi erfarede også hurtigt, at airconditionen denne gang ikke var sat på en frekvens, der skulle få alle passagererne til at fryse til is, og vi sov derfor som små babyer hele natten, givet at det var tre meget rolige babyer.
Fra Greyhound stationen blev vi hentet af en af vores værter, som ankom i taxa, hvilket forvirrede os en smule, og vi nåede pænt at bede ham om at køre videre, inden vi genkendte ham. Han forklarede os, at han tidligere havde været taxachauffør, hvilket forklarede bilen!
På vej til huset fik vi den glædelige nyhed, at der var 10 4-ugers gamle hundehvalpe, og især Liv havde svært ved at sidde stille i sædet af bar begejstring. Desuden fortalte vores vært, at de desværre lige havde skaffet sig af med deres alligator, eftersom det - mærkeligt nok - er ulovligt at have sådanne som kæledyr.
I huset blev vi mødt af de andre værter samt en couchsurfende kok fra Missouri.
Vi blev placeret på tre madrasser i udestuen, det rum man skulle passere for at komme på toilettet. De var alle meget flinke, men som tidligere rengøringsassistenter kunne vi ikke lade være med at bemærke husets tilstand, som ærligt talt var ... forbavsende.
Udover de 10 hundehvalpe, 4 beboere og kokken Andrew talte huset også 2 katte og 4 hunde, hvoraf den ene havde længere ben end os.
For især Ditte var det et glædeligt gensyn med katte, og hendes seng og hovedpude var derfor okkuperet af katte natten (og højst sandsynligt også dagen) lang.

"Min."

Er det en pony eller er det en hund? Skidt pyt, den er sød

Grundet den behagelige bustur var vi friske nok (så friske man nu kan være efter en lang bustur) til at tilbringe hele dagen ude i solen. Derfor tog vi en streetcar mod det Franske Kvarter. Et kvarter der bliver beskrevet som et af de eneste sikre kvarterer i New Orleans. Vi valsede derfor rundt der hele dagen og nød det gode vejr og jazzen, der er at finde på alle gadehjørner!
Da vi kom hjem havde Andy lavet en traditionel sydstatsret: Jambalaya! Vi var godt nok lidt betænksomme ved det faktum, at det havde stået på komfuret i flere timer, men alligevel varmede vi os hver høfligt en lille portion og blev glædeligt overraskede over smagen. Vi tænkte ikke videre over det, indtil næste dag, hvor det blev klart for os, at Ditte nu havde fået en omgang madforgiftning, som endte med at vare resten af vores tid i New Orleans. De næste par dage måtte Ditte derfor tage den lidt med ro og havde desværre ikke lige så meget glæde af New Orleans som Liv og Louise.
Andy var så sød, at han lavede mad til husets beboere flere gange dagligt, men vi erfarede hurtigt, at han ikke kendte til Alimentas (et hygiejnekursus, som alle der arbejder med mad skal igennem).
Generelt så vi meget mindre til vores værter i New Orleans, end vi ellers er vant til at se til værter, og selvom det selvfølgelig var ærgerligt, var det okay, fordi Ditte havde det dårligt, og vi derfor ikke havde overskud til det helt store.

Vi tilbragte stort set al vores tid i det Franske Kvarter, som er et virkelig hyggeligt, lille område, der godt nok er turistpræget, men som stadig indeholder lokale musikanter, restauranter, samt ikke at forglemme den flotte spanske (ja, spansk - ikke fransk) arkitektur.
Vi stiftede bekendtskab med flere lokale retter såsom gumbo, red rice and beans og desserten bread pudding, og det var alt sammen enormt lækkert!
På andendagen havde vi planlagt en større tur i det Franske Kvarter. Først skulle vi på café for at smage endnu en traditionel ret: beignets, franske donuts kvalt i flormelis. Ganske hyggeligt og meget populært. Her var Alimentas dog heller ikke nået hen, da turen til toilettet gik gennem køkkenet, hvor der stort set var en lige fordeling af hårdtarbejdende ansatte og tissetrængende kunder.

Nok ikke den sundeste morgenmad, men ganske velsmagende. I små mængder.

Vi havde i vores guidebog fundet en vandrerute, der ville bringe os gennem kvarterets historiske højdepunkter. Vi havde været årvågne nok til at tage et billede af kortet, men da vi skulle forlade huset i al hast, kom vi afsted uden beskrivelsen af, hvad det egentlig var, vi skulle lægge mærke til. Heldigt for os var der en anden turist, der havde valgt at gå samme rute, så vi kiggede trofast i den retning, hans kamera pegede, for at have en idé om, hvilke bygninger vi skulle lægge mærke til. Vi var selvfølgelig indbegrebet af diskretion. Efter et par punkter, var vi så trænede, at vi selv var i stand til at udpege de mindestavler, der markerede et historisk punkt. På trods af den manglende information blev det en hyggelig tur alligevel. 
Planerne for resten af dagen talte en sejltur på Mississippi-floden, men eftersom det var anstrengende nok at være på gåben for Ditte, virkede en tur i en vuggende båd derfor mindre end attraktivt. Liv og Louise fulgte hende derfor til sporvognen, inden de selv tog ud på en flodpram for at spise frokost og sejle på floden, hvor de efter middagen blev underholdt af et mindre jazzorkester, når kaptajnen ikke legede turguide. Det var en rigtig sjov oplevelse, som Liv og Louise var kede af, at Ditte ikke også fik oplevet. I mellemtiden lå Ditte hjemme på sofaen og snakkede i et par timer med en lidt skyldbetynget Andy om skøre internationale maddage (blandt andet bananbrødsdag) og om det at komme fra en lille by.

Det nok så fine billede af ruten, der dog efterlod en del til fantasien

Forårsfeeling på Jackson Square

Hr. Jackson

Pladsen foran kirken, fyldt med liv, musik og "synske" kvinder

Mon det er her, vi skal tøjre vores ponyhund?

Tak til fyren i sort for ubevidst vejvisning!

Vodoo blev i høj grad dyrket i New Orleans

På vej ned ad Pirate Alley

Resterne fra Mardi Gras

Mississippi

I Big Easy fandt vi også tid til, endnu en gang, at tage i biografen. Denne gang var oplevelsen dog en anelse anderledes. Biografen vi havde fundet, var i et meget posh indkøbscenter, og det burde derfor ikke have overrasket os, at biografen derfor heller ikke var for pøblen. Vi følte os en anelse malplacerede i vores hverdagstøj... Vi opdagede først for alvor forskellen mellem denne og almindelige biografer, da vi på vej ind i salen fik tilbudt et menukort og derefter blev vist til vores pladser, efterfulgt af en kort introduktion til den røde knap, der øjeblikkeligt ville tilkalde en tjener!
Vi skimmede menukortet, der bl.a. indeholdt popcorn med hvid trøffel, hjemmebagte småkager og tapastallerkner, og det var noget af et syn, da tjenerne kom ilende i mørket, mens de prøvede at dukke sig, så de ikke skyggede for filmen. Hele oplevelsen var lidt spøjs og VIP-agtig, og vi forestiller os, at det må være sådan det er at være rig!
Efter et par - for det meste, for de fleste - hyggelige dage i New Orleans var det tid til at komme videre, og vi havde derfor bestilt en taxa til Greyhound stationen. Taxaen valgte imidlertid ikke at dukke op, og vi stod i forhaven og så noget fårede ud, inden vi endelig fik fat på vores ene vært, som var så sød at køre os til stationen i stedet, og vi nåede endnu en gang bussen - denne gang til Austin, hvor en hel uges musikfestival og camping ventede os.

- Ditte, Liv og Louise

Smørtenor og sukkerchok

Sikke tiden går! Vi er nu over halvvejs på vores tur gennem USA (noget, der passende blev fejret med en god omgang fro-yo). Det er et faktum, vi har blandede følelser omkring; svingende fra "har vi virkelig været afsted så længe" til "wow, er der kun lidt over en måned tilbage?" Her halvvejs har vi det stadig godt - både med hinanden og generelt, så der er ingen tegn på, at flyveturen hjem bliver stille.
Vi er nu i Austin og er klar til at tage byen og festivalen med storm. I morgen. Men nu vil vi ikke udskyde det mere, så her er, hvad I alle har ventet på ;-) - hvad vi oplevede siden sidst i Atlanta.
Turen fra Orlando til Atlanta startede skidt ud og sluttede endnu værre. Vi ankom til Greyhound-stationen i sidste øjeblik og nåede dårligt nok at købe vand eller proviant til turen, før det var tid til at boarde takket være vores værts hund, der besluttede sig for at stikke af, idet vi skulle ud af døren. Selve busturen bød på gensyn med airconditionerens nådesløse sweatergennemtrængende kulde. Hjemmefra havde vi besluttet os for, at det mest praktiske og økonomisk ansvarlige så vidt muligt ville være at køre i bus om natten og dermed ikke spilde hele dage på transport. En beslutning vi nu forbander, da vi har erfaret at natlige busture - hvor meget vi end sparer på logi - sker på bekostning af vores nattesøvn. Og med dette in mente må I forstå, at vi var meget smadrede, da vi ankom en tidlig søndag morgen i en halvskummel del af Atlanta.
Vi var forvænte med godt vejr fra Florida og fik os en grum overraskelse, da vi blev mødt af snevejr den første morgen.
Alligevel hankede vi op i rygsækkene og gik på stroppetur gennem Atlanta i jagt på en anstændig morgenmadsrestaurant, hvor vi kunne tilbringe et par timer, inden vi kunne tillade os at dukke op hos vores vært. Vi fik hurtigt vores lækre mad, eftersom vi var de eneste, der var så tidligt oppe en søndag, og trods tre kopper kaffe lykkedes det alligevel Ditte at falde i søvn  ind over bordet - lad os bare sige, at vi alle tre var fremragende intellektuelt selskab den morgen.
Efter at have siddet der et par timer besluttede vi, at det var tid til at ringe til en taxa, og efter adskillige ganges søgen efter adressen på vores restaurant, fik vi endelig fat på en.
Da vi fortalte taxachaufføren om vores tidligere spadseretur gennem byen, blev han ganske forfærdet over, at vi havde vandret rundt med al den bagage i den del af byen. Til forældrene, der sidder derhjemme med hjertet oppe i halsen, skal vi skynde os at sige, at vi dog ikke mødte et øje, da ingen andre var ude på det tidspunkt.

Vi ankom hos vores vært, Rebecca, som fra første øjeblik fik os til at føle os hjemme, og fordi hun læste op til en vigtig prøve, fik vi hurtigt installeret os foran fjernsynet til noget yderst tiltrængt kvalitetssumpning og -tid med Netflix. Selvom formålet med de natlige busture egentlig var at maksimere udbyttet af vores dage her, er det gået op for os, at de busture, hvor vi overhovedet ikke får sovet er lig med, at en god del af dagen går med at genvinde energien.
Atlanta var ikke med i de første mange udkast til ruten, men blev tilføjet, da Ditte læste om deres akvarium og satte en større plagekampagne i gang. Derfor havde vi ikke mange dage i Atlanta, hvilket vi i bagklogskabens klare lys er en smule kede af, idet vores vært viste sig at være super sød!
Dagen efter vores fjernsynseskapader blev tilbragt på det føromtalte akvarium, der indtil for nylig bar prisen som verdens største. Vi brugte en god del tid derinde og fik både set en hvalhaj og klappet både rokker og søstjerner! Derudover havde vi også den blandede fornøjelse af at opleve 'Dolphin Tales' (et show, der kan findes på youtube for de smagsløse/nysgerrige her). Vi var under den overbevisning, at vi skulle se et traditionelt delfinshow og blev noget overraskede, da en kappeklædt smørtenor trådte ind på scenen og brød ud i en sang, der omhandlede vigtigheden af at bekæmpe onde søuhyrer... Så er vi da den oplevelse rigere!

Se! En hvalhaj! Godt at glasset holdt 

Hovedbassinet

Liv klapper en rokke

Og har senere et intenst øjeblik med en pingvin i børneafdelingen

Ditte er moderat begejstret udadtil (men meget glad indeni)

Den nye og forbedrede Olsen-banden: Odder-banden

Den næste dag var det tid til et regulært sukkerchok: Besøg på World of Coca Cola-fabrikken, der var en god blanding af underholdning og propaganda. Besøget på fabrikken startede med en kort introduktion fra den største Cola-entusiast, vi endnu har mødt, og blev efterfulgt af en masse veldrejede reklamer, en tur forbi den enorme sikkerhedsboks, der huser den dybt hemmelige Coca Cola-opskrift og sidst - men absolut ikke mindst! (højdepunktet på turen, om man vil) - et besøg i den store sal med gratis smagsprøver på over 60 Coca Cola-produkter fra hele verden. Vi havde hjemmefra sat os for, at vi selvfølgelig skulle smage alle varianterne, men selvom vi tog meget små tåre af hver, endte det alligevel med én stor kvalmefest. Vi nåede dog vores mål, men måtte skylle efter med vand.

Udenfor fabrikken

Alt andet end Coca-cola er dårligt

Liv ved snart ikke

Asien-afdelingen - herunder Livs yndlingssmag fra Japan

Der sippes

Ditte giver sig i kast med Fanta med druesmag. "Hmm"

"Der er noget galt her"

"Ad, klammoklammo!!! Do not try this at home!"

"Smut tilbage til kloakken, hvor du kom fra!"

Med skyhøjt blodsukker tog vi hjem til Rebecca for at pakke vores habengut, hvorefter vi tog ud for at spise thai-mad med hende og hendes veninde, inden de gav os et lift til busstationen.
Vi er alle enige om, at det uden tvivl er den bedste couchsurfing-oplevelse, vi har haft indtil videre på trods af, at vi var smadrede, og hun var travlt optaget af skole, og vi gik smilende ind i bussen på vej mod New Orleans.

- Ditte, Liv og Louise

The One with the Fro-yo

Efter den værste solskoldning er aftaget, føler vi os atter klar til at opdatere jer om, hvad vi har taget os til siden sidst.
Vi var meget trætte, da vi ankom til Miami, efter at have været vågne i halvandet døgn, men vores første møde med Miami bød på høj sol, palmer og over 25 grader, så humøret steg straks et par grader!
Vi fandt hurtigt ud af at komme hen til den lejlighed, vi havde lejet, men måtte vente en time udenfor, eftersom vi først kunne komme ind i lejligheden klokken 15. Vi ventede derfor på en lille cubansk café med et par kølige ananassodavand og solbriller i panden.

Ventetiden er ikke så slem, når man kan sidde udenfor i 27 grader med en kold sodavand

Vi var på forhånd klar over, at lejligheden ville være lille, men vi var ikke forberedt på, den ville være SÅ lille, som den viste sig at være. Efter at have slæbt alle vores ting ind, var der dårligt nok plads til, at vi selv kunne være der. Havde man haft lidt længere arme, kunne man snildt ligge i underkøjen samtidig med, at man lavede mad i det lille køkken. Efter et par omrokeringer lykkedes det os dog at få plads til både bagagen og os selv.
Vi var ivrige efter at komme på stranden, men inden da måtte vi på bikinijagt. Det førte os til diverse turistfælder med de samme halvdårlige bikiner, inden vi til slut stødte på H&M, American Apparel og Forever 21, hvilket reddede vores strandtur.
Dagen efter vendte vi derfor snuden mod stranden for at slappe af og nyde solen, og for Liv og Louises vedkommende også for at få en smule eftertragtet kulør.

Vi boede ved den populære South Beach, hvor bølgerne er store, og havet er salt og blåt, og vi har alle tre været en tur i vandet. Selvom det er februar, er der fyldt med mennesker, og vi er kun en lille smule misundelige over, at de har adgang til en varm strand hele året. Selvom vi havde smurt os ind, havde vi ikke taget højde for, hvor skarp solen var, og det måtte vores danskerblege kroppe bøde for.
Om aftenen kunne vi se, hvor slemt det stod til, og vi  tilbragte de næste par dage med at skifte ham og have meget ondt af os selv og hinanden. Vi har erfaret, at det er lettere sagt end gjort at finde en behagelig sovestilling, når man er skoldet. Selv her ni dage efter det første møde med den ubarmhjertige sol, skaller Ditte og Louise stadig.

South Beach er ikke kun populær hos mennesker!

Palmer! Så mange palmer overalt

Vinterbadning er ikke helt så ekstremt her

Efter postfadæsen i D.C. lå vi stadig inde med nogle ting, der skulle sendes hjem, og vi tog endnu en gang vores rygsække på for at forsøge os med det offentlige posthus. Efter at have kæmpet mod sure ansatte, lange formularer og manglende plads i pakkerne, fik vi endelig sendt omkring 8 pund hjem hver og følte, at vi nu havde en overflod af plads, hvilket vi fejrede med straks at købe nye ting til at udfylde tomrummet!
Udover at byde på smukke strande, kan man også finde Art Deco overalt i South Beach - en bygningsstil inspireret af modige geometriske former og en masse farver, og da vi boede midt i føromtalte, var det på sin plads at inspicere disse - fra højre mod venstre, så fotografen ikke havde modlys vel at mærke.

Art Deco

Dagen efter vores strandeventyr tog vi på et andet eventyr: Vi tog til sumpområdet Everglades for at se, holde og spise alligatorer. Godt smurt ind i solcreme hoppede vi på en bus, og efter 45 minutter stod vi midt i vådlandet omringet af alligatorer (forestiller vi os). Vi fik placeret os i en airboat med en guide, der var ny og blind på venstre øje, så vi følte, at vi var i gode hænder. Båden skiftede mellem langsomt og hurtigt tempo alt efter, om der var alligatorer i nærheden, og efter at overdænget os med vand under en af de hurtigere ture, beskrev han vandet som tynd kaffe, der kun manglede sukker, og vi blev straks lidt lorne ved at have fået det i ansigtet. Turen på vandet, eller kaffen om man vil, blev efterfulgt af et wrestlingshow: Man vs. Alligator! Slutteligt kunne man for den nette sum af 3 dollars (cirka 15 kroner) komme i audiens hos alligatoren Larry.
Det var efterhånden blevet frokosttid, og efter både at have set og holdt en alligator, havde vi fået blod på tanden. Vi besluttede os derfor for at gå linen ud og købte hver en Gator Sandwich og blev overraskede over, hvor godt det smagte!

Ude i sumpen i halen på en anden airboat

Vores første alligator

Louise og Larry

Everglades var ikke den eneste tur, vi havde booket. Søndag morgen klokken 7 gik turen mod Key West, som er det sydligste punkt i USA og består af en række små, idylliske øer.
Der fik vi endelig smagt den berømte Key Lime Pie, og det er ikke sidste gang, vi smager den.
Vi havde besluttet os for, at vi gerne ville snorkle ved verdens tredjestørste koralrev, og vi fandt hurtigt et sted, der udbød snorkleture til revet. Fordi det var Spring break, fik vi os en glædelig overraskelse i form af 50 % rabat til kvinder. Godt nok er vi for ligestilling, men rabat er nu heller ikke værst...
Sammen med de andre turister blev vi fragtet ud til revet i en stor båd, og vi fik at vide, at vi havde en time i vandet. Fordi vi er så kuldskær, som vi nu er, lejede vi som nogle af de eneste våddragter, hvilket også gjorde, at vi kunne genkende hinanden.
Blandt de mange farverige fisk, der svømmede harmløst rundt, så vi også noget lidt vildere: Hajer! Så lange som os og blot 2 meter væk. Liv og Ditte (især Ditte) syntes, det var enormt sejt at være så tæt på en haj, og de besluttede sig derfor for at svømme efter den. Louise fulgte uanende efter og kom derfor også meget tæt på, trods sin angst for hajer. Vi kan med glæde berette, at alle overlevede med både fingre og tæer i god behold.
På vej tilbage til fastlandet var der gratis øl til dem over 21, hvilket vi selvfølgelig ikke kunne tage del i, og vi har derfor med bitterhed i sindet omdøbt Happy Hour til Crappy Hour.
Efter en lang og begivenhedsrig dag satte vi os trætte og tilfredse ind i bussen. Freden varede dog ikke længe, idet vi blev stoppet af politiet. Det viste sig, at vores chauffør havde valgt at køre på motorvejen om natten uden at tænde forlygterne - vi kom heldigvis hurtigt afsted igen uden arrestordrer eller andet.

Key West

Så er det tærte-tid

Ditte er klar til at snorkle med hajer!

Vi fandt også vej forbi hr. Hemingways hus

At nå det sydligste punkt skal fejres med en high-five

På grund af temperaturen i Miami øgede vi vores i forvejen høje indtag af frozen yoghurt, og vi må sande, at det snart er blevet en af de største udgifter på vores tur, rangerende lige under Forever 21, logi og transport...

Den 27. var det igen tid til at pakke sydfrugterne, og vi drog mod Orlando.
Her blev vi hentet af vores vært, chilenske Patrizio, som kørte os til sit hus, hvor vi blev indlogeret i et værelse, der var større end vores 'lejlighed' i Miami. Allerede da vi trådte ud af bussen, blev vi klar over, at vi ikke skulle forvente samme varme, som vi havde haft glæden af i Miami. Der var omkring 10 grader koldere, og vi havde ikke helt let ved at klæde os efter den nye temperatur.
Vores vært er meget ungdommelig og er nem at snakke med, og han har en hund, hvilket især Ditte og Liv var meget begejstrede for, fordi de savner deres vuffere derhjemme.


Vores primære mål i Orlando var Universal Studios, og vi tilbragte derfor to hele dage i de to forlystelsesparker, der hører under Universal. Torsdag morgen kørte Patrizio os mod Universal Studios, der ligger en halv time fra huset (det er i bil vel at mærke, med offentlig transport tager det næsten tre timer).
Den første dag var vi Islands of Adventure, som husede bl.a. superhelte, Harry Potter og Jurassic Park, og forlystelserne var en blanding af rutsjebaner og 4D-simulationer.
Især denne dag bragte julelys i øjnene på os. Dette var den varmere af de to dage, hvilket vi priste os lykkelige for, da vi efter en vandrutsjebane var gennemblødte helt ind til undertøjet. Grundet solen tog det dog ikke alt for lang tid at tørre.
Frokosten spiste vi på De Tre Koste i Hogsmeade, hvilket var virkelig sejt, og vi fik smagt Butterbeer (hvilket i virkeligheden var Cream Soda med guf på toppen) og Græskarjuice.

Så nåede vi til Orlando - "Hvad skal vi se først?"

Før..

..Efter

Så er det godt, at man har mennesketørrere

Endnu en grum vandforlystelse

Jurassic Park

På vej til Hogsmeade

Slikbutikken Honeydukes

Louise, den tilfredse ejer af Luna Lovegoods tryllestav

Triwizard tournament-dyst

Hogwarts School of Witchcraft and Wizardry

Næste dag var temperaturen faldet et par grader, og vi undgik med vilje vandforlystelser, eftersom chancen for at blive tør ikke var lige så stor. Det var "kun" 15 grader, og vi rystede i shortsene hele dagen.
Vi sluttede dagen af med at lave brændende kærlighed og spille dansk musik for vores vært.

Endnu engang nyder vi, at vi er herovre off-season

The Simpson Ride

Vores skøre vært, hunden Gugu og os

I dag har vi haft en afslapningsdag, hvor vi har benyttet os af lejligheden til at sove længe, pakke i et stille og roligt tempo, spise noget mere brændende kærlighed og se Indiana Jones for at samle kræfter til den forestående natlige bustur mod Atlanta.

- Ditte, Liv og Louise