Vi blev
hentet på stationen af vores vært, børnelægen Ron.
Vores førstehåndsindtryk af ham var super godt
– han virkede enormt imødekommende og var let at snakke med, så vi glædede os
til at skulle tilbringe et par dage i hans selskab.
Han kørte os
til sit hus, hvor vi hurtigt blev indkvarteret i et stort gæsteværelse, og vi
følte os straks hjemme.
Vi var Rons
første oplevelse med couchsurfing, så han var meget engageret i det og havde
masser af forslag til, hvad vi kunne lave.
Et af hans
forslag blev til virkelighed næste dag, hvor han tog os med ud at discgolfe i
en nåletræsskov. Vi havde på forhånd ingen idé om, hvad det ville sige at
discgolfe, men lærte hurtigt, at det er ligesom golf – bare med en frisbee!
Hvis man var
god, burde man kunne få discen i mål på tre skud, men med vores evner udi
sportens fagre verden, måtte vi se os tilfredse med en gennemsnitlig score på 6
skud per bane, hvilket vi dog også var ret stolte over. Det er trods alt kun
100 procent over det ideelle, men hvem tæller?
 |
| Fællesbillede ved målstregen med vores vært, Ron |
Resten af
dagen blev også tilbragt i Rons selskab. Inden han tog os med ud i skoven,
lavede han en lækker morgenmad til os, som vi spiste med en af hans veninder.
Da han både er læge og fitnessfreak, fik vi for en gangs skyld et hjemmelavet,
sundt måltid! Hans veninde inviterede os til en gratis yogatime senere på dagen på det hold,
hun underviste, hvilket vi straks takkede ja til. Ikke lang tid
efter, at aftalen var i hus, gik det op for Ditte og Liv, at de havde valgt
ikke at tage sportstøj med, og da Ron tilbød at låne os nogle af sine scrubs,
stod valget altså mellem dem eller nattøj (I kan tro, vi var yndige). Det viste
sig at være terapeutisk yoga, der startede med en dybdegående afslapning og en
kort nakkemassage fra instruktøren, så selvom det var længe siden, vi sidst
havde været til yoga, havde vi ingen problemer med at følge med.
Inden vi
skulle vise vores flotte træningstøj frem for de andre yogier, tog vi dog med
Ron til en lille udendørs bluegrass-koncert på en lokal café med en af hans andre venner (dem
havde han mange af), og selvom temperaturen ikke var over 15 grader, varmede
solen så meget, at det alligevel var behageligt at sidde udenfor og sippe på
lemonade, mens vi hørte tonerne fra en banjo og kiggede på de omkringliggende
bjerge.
Vi havde kun
en enkelt dag alene med Ron, idet der samme aften skulle ankomme en gruppe
couchsurfere på 4 fra Alabama. Vi havde planlagt at holde os vågne, indtil de
kom, men de ankom sent, så vi var for længst gået i seng, da de kom.
Ron havde
været så venlig at stille sin gigantiske stationcar til rådighed, så vi sammen
med den anden gruppe kunne tage en dagstur til Grand Canyon. Som danskere var
vi helt forundrede over denne venlighed og tillid til fremmede mennesker, fordi
det er så svært at forestille sig, at man derhjemme skulle låne sine bilnøgler
til en gruppe fremmede unge mennesker, man lige har mødt!
De 4 andre
stod lidt sent op dagen efter, men sidst på formiddagen var vi endelig på vej!
Der blev
spillet høj popmusik hele den 2 timer lange tur, og vi har stadig til gode at
møde en amerikaner, der ikke kan lide Taylor Swift.
De var alle
4 mellem 18 og 25 år og rigtig søde, og vi glædede os over at være sammen med
nogen på vores egen alder. De havde Spring Break og havde valgt at tage på road
trip til Arizona og tilbage igen, men på trods af, at de var trænede udi
kunsten at køre bil, følte vi os endnu en gang lidt utrygge ved at køre i en
bil styret af en amerikaner – vi har stadig alle lemmer i behold, så vi må
konkludere, at det trods alt ikke står alt for galt til med amerikanernes køreegenskaber.
Da vi
endelig ankom til Grand Canyon, blev vi helt målløse over, hvor flot et syn, det
var!
Vi erfarede
hurtigt, at Ditte havde mødt sin overmand hvad angik både kameraudstyr og
klikkelyst, og det tog os derfor lang tid at komme til nedgangen til selve
kløften.
Vi gik
friskt i gang med nedstigningen uden at have gjort os de store overvejelser
omkring, hvor langt ned der mon var, eller hvor hårdt det egentlig ville være –
ungdommens uovervindelighed…
Det tog os
ikke lang tid at tolke ansigtsudtrykkene på de folk, der gik mod toppen, og der
gik heller ikke længe, inden vi kunne mærke en svag rysten i benene. Da vi var
kommet 2/3 ned, besluttede vi os for at vende om, fordi vi gerne ville nå op,
inden det blev mørkt, så vi kunne undgå at brække ben eller fødder under
opstigningen. Vi lagde mærke til, at der hverken var nødtelefoner eller
vandposte, og vi priste os lykkelige for, at vi heldigvis ikke havde brug for
nogen af delene. Vi havde alle vand med, og Ditte havde til vores alles held
været forudseende nok til også at pakke nødder, slik og lidt frugt, hvilket var
guld værd for os, eftersom vi ikke havde fået noget at spise siden morgenmaden.
Opstigningen
tog sin kvinde, og havde man før haft nogle forestillinger om ungdommens
udødelig, var de i hvert fald vasket væk af den sved, der dryppede fra os, men
vi hev efter vejret. Vi vidste hjemmefra, at det skulle være muligt at leje
mulddyr og havde besluttet os for ikke at gøre det, men på vej op spejdede vi
alligevel ud i horisonten efter det barmhjertige mulddyr og spurgte hinanden, hvor fanden vores mulddyr blev af.
Da vi
endelig kom op, var solen næsten gået ned, og vi skyndte os tilfredse mod
bilen. For at komme til den skulle vi dog gennem en mindre skov, og vi troede
nær aldrig, vi ville finde den!
Da vi alle
var samlede i bilen, blev vi hurtigt enige om, at et måltid mad var på sin
plads, velfortjent og ikke mindst nødvendigt for at vi ikke skulle spise
hinanden. Vi stoppede derfor på en værre turistfælde af en restaurant, hvor vi
alle fik store, dyre og dårlige bøffer til at klare turen hjem på.
Vi var først
hjemme igen ved 11-tiden og gik direkte i seng, fuldstændig udmattede og lidt
nervøse ved udsigten til at vågne med ømme muskler.
 |
| Vores første møde med smukke Grand Canyon |
 |
| Liv var ikke helt tryg ved at sidde så tæt ved kanten |
 |
| Det obligatoriske high-five - nu med 100 % mere kløft |
 |
| Louise troede, de dansede; Ditte var af en helt anden opfattelse |
 |
| Louise fik senere hævn |
 |
| Fra venstre: Louise, Anne, Hiroto, Julie, Ditte, Liv og Ibrahim |
 |
| Forbipasserende søskendepar om Anne på kanten af klippen: Bror til søster: "Hun har godt nok store fiktive nosser!" Søster til bror: "Ja, større end dine..." |
 |
| Flot var det! |
 |
| En menneskelig myretue |
 |
| På vej ned skiftede klippen farve fra sand til rød |
 |
| Halvvejs nede når man "Ooh Aah Point" - gæt selv, hvem der er hvem |
 |
| En tiltrængt billede pause på halvvejen, 2½ mil nede (4 km) |
 |
| Nedstigningen fortsætter. Heldigvis med flot udsigt |
 |
| :-) |
 |
| Dittes sko var engang sorte... |
 |
| Trætte, men tilfredse efter opstigningen |
Vi havde
overvejet at tage til Utah med den anden gruppe dagen efter, men endte med at
måtte finde på noget andet at lave, eftersom de skulle på en guidet tur. Lidt
ærgerlige fandt vi på en anden plan, der skulle holde vores ømme muskler i
gang: Vi lagde ud med at gå til skoven, hvor vi spillede endnu en omgang disc
golf. Derefter hikede vi omkring 10 mil (16 km), og hvis vores ben havde været
trætte dagen før, var de på dødens rand efter vores hike. Vores rute sluttede
ved en hyggelig, lille tapasbar, hvor vi spiste en masse lækker tapas, inden vi
måtte se i øjnene, at ruten til Rons hus var op ad bakke – æv, vi var
grædefærdige, men klarede heldigvis (mirakuløst) turen hjem med det i tankerne,
at Ron havde arrangeret en mini-fest, hvor vi couchsurfere skulle møde nogle
flere af hans venner.
Selvom vi
var udmattede, tog vi os sammen og gik ned og spiste noget mad og hyggede os
med hans venner. Midt på aftenen trak Ron sin kuffert med mundharmonikaer frem
og blev hurtigt akkompagneret af to af sine venner på guitar og sang. Senere på
aftenen var vi vidner til en meget ophedet diskussion om karaktererne fra den
amerikanske serie Breaking Bad, og vi ved nu med sikkerhed, at karakteren Skyler
er en værre kælling, direkte citat!
 |
| Louise forsøger at undgå træerne |
 |
| Ditte kyler disken afsted med alle sine kræfter (hvilket ikke var særlig mange efter dagen før) |
 |
| Man kan nogle gange godt blive nervøs, nå disken får frit spin |
 |
| Vi sang os gennem smerten - børnesange, som Kaj & Andreas prinssesesang og sangen om bjerget, som ligger langt ude i skoven, var blandt favoritterne |
 |
| Ditte legede en glad bjergged |
 |
| Bjerget ligger laaangt ude i skoven |
Efter et par
usædvanligt aktive dage i Flagstaff var det tid til at drage videre mod Las Vegas
på vores sidste bustur. Vi havde set frem til vores afsked med Greyhound, da
det har været en af de mindre fornøjelige ting på vores rejse, omend vi har
mange sjove historier at fortælle derfra – sådan noget er bare altid sjovere i
retrospekt.
Det var ikke
bare et farvel til Greyhound, men også vores sidste oplevelse med couchsurfing
i denne omgang. Det var ikke et lige så glædeligt farvel til couchsurfing,
eftersom vores værter overordnet set har været enormt søde og hjælpsomme, og
det har været rigtig rart at kunne få insidertips i nogle af byerne, så det er
nok ikke sidste gang, vi benytter os af det.
Det er gået
op for os, at det er lykkedes os at couchsurfe vores vej gennem USA uden at
sove på en eneste sofa, hvilket egentlig har passet os ganske fint, da en seng
nu er at foretrække frem for en sofa J
- - Ditte, Liv og Louise
Ingen kommentarer:
Send en kommentar