What happens in Vegas goes on the blog

Så nåede vi til Las Vegas!
Vi havde ikke regnet med, at vi ville synes specielt godt om Las Vegas og havde egentlig kun valgt det for at kunne sige, at vi havde set det - men i sidste ende viste det sig at være en sjov oplevelse, og vi endte med at ønske, at vi havde haft en dag mere der.

Vi krydser broen til Venedig! Vi glædede os over at mærke varmen igen efter Flagstaffs kulde

Mini-Venedig med gajoler i kanalen, som Louise så fint udtrykker det

Selvom man er 19, kan man godt snige sig til at gamble alligevel. Liv vandt i første spil - hele 35,50 danske kroner!

Louise er blevet ramt af Lost-feberen og er meget forsigtig med ikke at høre spoilers, når  vi andre runder emnet

Fra Venedig til Paris på 5 minutter - det kunne Greyhound lære noget af

Philip havde tidligere ageret guide, men nu dumpede han os for et par smækre Vegas-tøser :-)

Mørket sænkede sig over Paris og lysene blev tændt i stedet 

I Planet Hollywood så Louise og Liv et Beatles-show!

Casinoerne/hotellerne gjorde meget ud af udsmykning

Vi tog med Philip til en af de kæmpe buffeter, Vegas byder på. Vi lod mådeholdet blive hjemme og følte os forpligtede til at smage på ALT - nu havde vi jo betalt! Her ses anden omgang af desserten

Pictured here: Regret

Dernæst: Fortvivlelse. Hvad har vi dog gjort mod os selv???

Det berømte springvandsshow til tonerne af Lucy in the Sky with Diamonds

Vores hotel, hvor vi nød et stort værelse, der var helt vores eget!

Oven på et par dårlige Greyhound-oplevelser havde vi besluttet os for, at det var tid til at "treate ourselves", så vi havde booket et fly, der skulle tage os til San Francisco på 1,5 time i stedet for de 15 timer, bussen ville tage!

- Ditte, Liv og Louise

Hvor fanden er mit mulddyr?

Efter en lang ventetid kom vi endelig med bussen fra Albuquerque og glædede os over, at vi hver kunne få to sæder i en næsten tom bus. Vi blev sat af i Flagstaff på den mindste Greyhoundstation, vi nogensinde har set, med udsigt til sneklædte bjergtoppe og fyrretræer, og vi glædede os allerede til at opleve noget rigtig natur efter at have befundet os i cementjunglen i to måneder.

Vi blev hentet på stationen af vores vært, børnelægen Ron.

Vores førstehåndsindtryk af ham var super godt – han virkede enormt imødekommende og var let at snakke med, så vi glædede os til at skulle tilbringe et par dage i hans selskab.

Han kørte os til sit hus, hvor vi hurtigt blev indkvarteret i et stort gæsteværelse, og vi følte os straks hjemme.

Vi var Rons første oplevelse med couchsurfing, så han var meget engageret i det og havde masser af forslag til, hvad vi kunne lave.

Et af hans forslag blev til virkelighed næste dag, hvor han tog os med ud at discgolfe i en nåletræsskov. Vi havde på forhånd ingen idé om, hvad det ville sige at discgolfe, men lærte hurtigt, at det er ligesom golf – bare med en frisbee!

Hvis man var god, burde man kunne få discen i mål på tre skud, men med vores evner udi sportens fagre verden, måtte vi se os tilfredse med en gennemsnitlig score på 6 skud per bane, hvilket vi dog også var ret stolte over. Det er trods alt kun 100 procent over det ideelle, men hvem tæller?

Fællesbillede ved målstregen med vores vært, Ron

Resten af dagen blev også tilbragt i Rons selskab. Inden han tog os med ud i skoven, lavede han en lækker morgenmad til os, som vi spiste med en af hans veninder. Da han både er læge og fitnessfreak, fik vi for en gangs skyld et hjemmelavet, sundt måltid! Hans veninde inviterede os til en gratis yogatime senere på dagen på det hold, hun underviste, hvilket vi straks takkede ja til. Ikke lang tid efter, at aftalen var i hus, gik det op for Ditte og Liv, at de havde valgt ikke at tage sportstøj med, og da Ron tilbød at låne os nogle af sine scrubs, stod valget altså mellem dem eller nattøj (I kan tro, vi var yndige). Det viste sig at være terapeutisk yoga, der startede med en dybdegående afslapning og en kort nakkemassage fra instruktøren, så selvom det var længe siden, vi sidst havde været til yoga, havde vi ingen problemer med at følge med.

Inden vi skulle vise vores flotte træningstøj frem for de andre yogier, tog vi dog med Ron til en lille udendørs bluegrass-koncert på en lokal café med en af hans andre venner (dem havde han mange af), og selvom temperaturen ikke var over 15 grader, varmede solen så meget, at det alligevel var behageligt at sidde udenfor og sippe på lemonade, mens vi hørte tonerne fra en banjo og kiggede på de omkringliggende bjerge.

Vi havde kun en enkelt dag alene med Ron, idet der samme aften skulle ankomme en gruppe couchsurfere på 4 fra Alabama. Vi havde planlagt at holde os vågne, indtil de kom, men de ankom sent, så vi var for længst gået i seng, da de kom.

Ron havde været så venlig at stille sin gigantiske stationcar til rådighed, så vi sammen med den anden gruppe kunne tage en dagstur til Grand Canyon. Som danskere var vi helt forundrede over denne venlighed og tillid til fremmede mennesker, fordi det er så svært at forestille sig, at man derhjemme skulle låne sine bilnøgler til en gruppe fremmede unge mennesker, man lige har mødt!

De 4 andre stod lidt sent op dagen efter, men sidst på formiddagen var vi endelig på vej!

Der blev spillet høj popmusik hele den 2 timer lange tur, og vi har stadig til gode at møde en amerikaner, der ikke kan lide Taylor Swift.

De var alle 4 mellem 18 og 25 år og rigtig søde, og vi glædede os over at være sammen med nogen på vores egen alder. De havde Spring Break og havde valgt at tage på road trip til Arizona og tilbage igen, men på trods af, at de var trænede udi kunsten at køre bil, følte vi os endnu en gang lidt utrygge ved at køre i en bil styret af en amerikaner – vi har stadig alle lemmer i behold, så vi må konkludere, at det trods alt ikke står alt for galt til med amerikanernes køreegenskaber.

Da vi endelig ankom til Grand Canyon, blev vi helt målløse over, hvor flot et syn, det var!

Vi erfarede hurtigt, at Ditte havde mødt sin overmand hvad angik både kameraudstyr og klikkelyst, og det tog os derfor lang tid at komme til nedgangen til selve kløften.

Vi gik friskt i gang med nedstigningen uden at have gjort os de store overvejelser omkring, hvor langt ned der mon var, eller hvor hårdt det egentlig ville være – ungdommens uovervindelighed…

Det tog os ikke lang tid at tolke ansigtsudtrykkene på de folk, der gik mod toppen, og der gik heller ikke længe, inden vi kunne mærke en svag rysten i benene. Da vi var kommet 2/3 ned, besluttede vi os for at vende om, fordi vi gerne ville nå op, inden det blev mørkt, så vi kunne undgå at brække ben eller fødder under opstigningen. Vi lagde mærke til, at der hverken var nødtelefoner eller vandposte, og vi priste os lykkelige for, at vi heldigvis ikke havde brug for nogen af delene. Vi havde alle vand med, og Ditte havde til vores alles held været forudseende nok til også at pakke nødder, slik og lidt frugt, hvilket var guld værd for os, eftersom vi ikke havde fået noget at spise siden morgenmaden.

Opstigningen tog sin kvinde, og havde man før haft nogle forestillinger om ungdommens udødelig, var de i hvert fald vasket væk af den sved, der dryppede fra os, men vi hev efter vejret. Vi vidste hjemmefra, at det skulle være muligt at leje mulddyr og havde besluttet os for ikke at gøre det, men på vej op spejdede vi alligevel ud i horisonten efter det barmhjertige mulddyr og spurgte hinanden, hvor fanden vores mulddyr blev af.

Da vi endelig kom op, var solen næsten gået ned, og vi skyndte os tilfredse mod bilen. For at komme til den skulle vi dog gennem en mindre skov, og vi troede nær aldrig, vi ville finde den!

Da vi alle var samlede i bilen, blev vi hurtigt enige om, at et måltid mad var på sin plads, velfortjent og ikke mindst nødvendigt for at vi ikke skulle spise hinanden. Vi stoppede derfor på en værre turistfælde af en restaurant, hvor vi alle fik store, dyre og dårlige bøffer til at klare turen hjem på.

Vi var først hjemme igen ved 11-tiden og gik direkte i seng, fuldstændig udmattede og lidt nervøse ved udsigten til at vågne med ømme muskler.

Vores første møde med smukke Grand Canyon

Liv var ikke helt tryg ved at sidde så tæt ved kanten

Det obligatoriske high-five - nu med 100 % mere kløft

Louise troede, de dansede; Ditte var af en helt anden opfattelse

Louise fik senere hævn

Fra venstre: Louise, Anne, Hiroto, Julie, Ditte, Liv og Ibrahim 

Forbipasserende søskendepar om Anne på kanten af klippen: Bror til søster: "Hun har godt nok store fiktive nosser!" Søster til bror: "Ja, større end dine..."

Flot var det!

En menneskelig myretue

På vej ned skiftede klippen farve fra sand til rød

Halvvejs nede når man "Ooh Aah Point" - gæt selv, hvem der er hvem

En tiltrængt billede pause på halvvejen, 2½ mil nede (4 km)

Nedstigningen fortsætter. Heldigvis med flot udsigt

:-)

Dittes sko var engang sorte...

Trætte, men tilfredse efter opstigningen

Vi havde overvejet at tage til Utah med den anden gruppe dagen efter, men endte med at måtte finde på noget andet at lave, eftersom de skulle på en guidet tur. Lidt ærgerlige fandt vi på en anden plan, der skulle holde vores ømme muskler i gang: Vi lagde ud med at gå til skoven, hvor vi spillede endnu en omgang disc golf. Derefter hikede vi omkring 10 mil (16 km), og hvis vores ben havde været trætte dagen før, var de på dødens rand efter vores hike. Vores rute sluttede ved en hyggelig, lille tapasbar, hvor vi spiste en masse lækker tapas, inden vi måtte se i øjnene, at ruten til Rons hus var op ad bakke – æv, vi var grædefærdige, men klarede heldigvis (mirakuløst) turen hjem med det i tankerne, at Ron havde arrangeret en mini-fest, hvor vi couchsurfere skulle møde nogle flere af hans venner.

Selvom vi var udmattede, tog vi os sammen og gik ned og spiste noget mad og hyggede os med hans venner. Midt på aftenen trak Ron sin kuffert med mundharmonikaer frem og blev hurtigt akkompagneret af to af sine venner på guitar og sang. Senere på aftenen var vi vidner til en meget ophedet diskussion om karaktererne fra den amerikanske serie Breaking Bad, og vi ved nu med sikkerhed, at karakteren Skyler er en værre kælling, direkte citat!

Louise forsøger at undgå træerne

Ditte kyler disken afsted med alle sine kræfter (hvilket ikke var særlig mange efter dagen før)

Man kan nogle gange godt blive nervøs, nå disken får frit spin

Vi sang os gennem smerten - børnesange, som Kaj & Andreas prinssesesang og sangen om bjerget, som ligger langt ude i skoven, var blandt favoritterne

Ditte legede en glad bjergged

Bjerget ligger laaangt ude i skoven

Efter et par usædvanligt aktive dage i Flagstaff var det tid til at drage videre mod Las Vegas på vores sidste bustur. Vi havde set frem til vores afsked med Greyhound, da det har været en af de mindre fornøjelige ting på vores rejse, omend vi har mange sjove historier at fortælle derfra – sådan noget er bare altid sjovere i retrospekt.

Det var ikke bare et farvel til Greyhound, men også vores sidste oplevelse med couchsurfing i denne omgang. Det var ikke et lige så glædeligt farvel til couchsurfing, eftersom vores værter overordnet set har været enormt søde og hjælpsomme, og det har været rigtig rart at kunne få insidertips i nogle af byerne, så det er nok ikke sidste gang, vi benytter os af det.

Det er gået op for os, at det er lykkedes os at couchsurfe vores vej gennem USA uden at sove på en eneste sofa, hvilket egentlig har passet os ganske fint, da en seng nu er at foretrække frem for en sofa J

-         - Ditte, Liv og Louise

Someone told us New Mexico is the bestico...

Så kom turen til Albuquerque, New Mexico! Da vi ikke vidste så meget om byen på forhånd, og det eneste punkt på vores liste over ting at se, var "nogle grotter", havde vi aftalt hjemmefra, at vi først ville tilføje andre punkter, når vi nåede frem. Takket være kolde busser og en hektisk festival, endte vi dog med at ligge syge i stedet for at lægge planer. Af denne grund bliver dette indlæg primært et billedindlæg, da vi desværre ikke har så meget at sige, som vi gerne ville have haft.

Busturen fra Austin så grum ud på papiret: 2 skift, 17 timer undervejs (vores andenlængste tur overhovedet), men da vi nu er ganske rutinerede udi kunsten at slå tid ihjel i en bus, viste det sig at være, omend ikke behageligt, så i det mindste tåleligt. Selvom selve busturen havde været i orden, slap vi dog ikke for at mærke Greyhounds utilstrækkelighed. Det viste sig, at de under busskiftet i Amarillo, Texas havde smidt Louises taske væk! Vi havde tidligere været særdeles heldige angående vores bagage indtil Albuquerque, men vidste, at dette kunne ske. Idet vi ankom så tidligt om morgenen, var vi slet ikke forberedte på det. Busselskabet var heller ikke den store hjælp, enten fortalte de os, at tasken måske var med den næste bus, eller også vidste de ikke noget. Heldigvis var Louise og tasken kun adskilt i halvandet døgn, og gensynet var glædeligt.

En glad Louise, der nu endelig kunne skifte til sit eget tøj igen

Vores værters hus til venstre. Jordnuancerne var dominerende i hele byen

Charlie, muligvis USAs sødeste hund, agerer stand-in for hundene derhjemme

I midten kan man se vores vært, Dustin, der sammen med sine venner underholder os med lokal musik

Louise nyder musikken med en kold øl i hånden!

I Albuquerque gjorde Liv og Ditte alvor af deres planer om at smage en breakfast burrito (en hvedetortilla med æg, bacon, kartofler, smeltet ost og salsa), og den smagte ganske godt, omend det var  en lidt bastant morgenmad!

Et marked på vej mod downtown, hvor der blev solgt lidt af hvert indenfor  latinamerikansk inspireret mad og kunst

Herunder også en del tørrede chilier. 

En skopæl vi stødte på under en vandretur gennem byen

Noget af det, der især skiller sig ud fra andre storbyer, vi har besøgt, er størstedelen af husene. De er nemlig bygget med rundede kanter og har alle den samme beige farve som huset ovenover. Det er dog ikke alle indbyggere, der er så priviligerede, at de har råd til at bo i huse som disse. Albuquerque er også i høj grad præget af fattigdom. Rigtig mange har dårlige tænder, og selv i vores hverdagstøj stod vi ud i gadebilledet som velklædte. Vi blev mødt af en overflod af hjemløse, hispanics og indianere, og i bussen mødte vi en af de første dage en hjemløs indiansk kvinde, der advarede os om alle de farer, byen bød på for typer som os. Vi klarede os dog sikkert igennem besøget, omend vi var en anelse paranoide det første stykke tid efter hendes varsler

Vi havde i starten planlagt at køre ad Route 66, og var glædeligt overraskede da vi, trods ændring i planerne, alligevel stødte på den famøse vej

Overraskelsen var stor, da vi ankom til byen og opdagede, at vi var omringet af bjerge (en stor ting, når man er fra et så fladt land som Danmark, hvor alt, der har en højde på over 200 meter, er et bjerg)

Foråret viste sig fra sin pæne side, og det var rart endelig at se lidt blomster

Så er vi på vej til Rio Grande i et desperat forsøg på at få noget ud af vores ophold i byen

Der var uenighed om, hvem der havde mest ret til at beundre floden. Gåsen havde nogle overbevisende argumenter (mest den overhængende fare for gåsetæsk), og vi løb hurtigt i skjul

Rio Grande, i sikkerhed for gåsen, var et ganske nydeligt syn. Vi var fristede til at photoshoppe en drikkende løve ind i billedet, da floden til forveksling ligner noget fra et dyreprogram

Også klimaet og vegetationen i New Mexico er meget anderledes end samtlige af de andre steder, vi har besøgt, og de bærer en vis lighed med et ørkenlandskab: Varmt, tørt og støvet

Efter vores sidste oplevelse med Greyhound var vi lidt lorne ved at lægge vores rejse i hænderne på dem igen, og det skulle vise sig, at det var med god grund. Vi stod op klokken halv 6 for at nå en tidlig bus, men da vi mødte op på stationen, fik vi den besked, at vi nok ikke skulle regne med at komme med en bus de næste par timer, eftersom de havde overbooket bussen. Så fik vi os et par gode timer til at reflektere over, hvor sødt vi kunne have sovet i vores varme senge et par timer endnu!

Med lommerne fulde af lommetørklæder og næsespray kom vi endelig med en bus videre mod Flagstaff, Arizona.

- Ditte, Liv og Louise