Hej igen!
Så er vi fremme i Chicago efter mange, lange timers transport sammenklemt i diverse sardinekspresser. Vi har nu tilbragt næsten et helt døgn på amerikansk jord.
Vi må dog indrømme, at vi var en anelse nervøse for, hvorvidt vi ville nå frem, da flyafgangene fra London havde været aflyst hele weekenden grundet dårlig sigtbarhed og snestorm. Desuden var vi udsat for groft misbrug af ulykkestal fra flyselskabets side. Vores fly havde nummeret 815 (dem der har set Lost ved, hvad problemet er), og samtidig var vi blevet placeret på række 13. Vi slap dog med skrækken og ankom uden de store problemer til Chicago, selvom vi alle tre blev udsat for tredjegradsforhør i immigrationskontrollen. På vej fra metroen til vores hostel måtte vi dog trække på amerikanernes venlighed flere gange, da vi med vores røde øjne og tunge rygsække ikke kunne finde vej.
 |
| Vi venter ved gaten i CPH |
 |
| Det kræver sin kvinde at være backpacker! |
Selvom vi sagde godnat halv tolv lokal tid, efter at have været oppe i knap 24 timer, vågnede vi alligevel af forskellige årsager i løbet af natten - Ditte vågnede med klaprende tænder og rystende af kulde, idet værelsets varmeanlæg er i stykker og måtte derfor trække i sweateren. Liv og Louise vågnede til gengæld af larmen fra de forbipasserende tog, der kører igennem baggården takket være hostelets ellers dejlige, centrale placering.
Det kunne måske fremstå som om, at vi udelukkende er blevet mødt af dårligdom og uretfærdighed, men det er ganske usandt! Bortset fra de forbipasserende tog og det midlertidigt ødelagte varmeanlæg, har her været skønt. P.s. Send flere tæpper!
Vi var alle lysvågne klokken 6 (Tak skal du have, jetlag!), og efter et opfriskende bad gik vi til spisesalen, hvor vi blev mødt af enhver diætists værste mareridt: American breakfast! Toasts, muffins, bagels, vafler, sirup, juice, cereals og kaffe ad libitum (og slutteligt en enkel skål med blankpolerede æbler gemt væk i hjørnet).
Generelt er vores hostel en god oplevelse. Vores værelse er ti gange større, end hvad vi er vant til fra europæiske hostels - og vi har det endda helt for os selv, hvilket har resulteret i, at vi har kreeret en fin lille hule med dyner og hovedpuder fra de andre senge, hvorfra vi skriver dette indlæg.
Derudover er vi blevet mødt af et super sødt og hjælpsomt personale, som hjælper os, når vi er i nød og i desperation overvejer at ty til lightere og brødknive, når adaptoren ikke vil, hvad vi vil.
Efter at være ankommet til vores hostel, har vi trænet hårdt ved bordtennisbordet for at forbrænde morgenmaden. Træningen bestod mest af alt af at løbe efter boldene, hver gang vi skød dem væk (hvilket var ofte - vi er fans af selverkendelse).
 |
| Her ses vores hostel udefra. Ps. der er også pænt indvendigt. |
Efter at have fyldt vores sukkerdepoter godt op, begav vi os ud i Chicagos isnende kulde (-17 C). Uden at have den store idé om, hvad vi ville, eller hvor ting lå i forhold til hinanden, gik vi på opdagelse i den store by med de mange glasfacader.
 |
| Foran Art Institute of Chicago |
Med næsen vendt mod Lake Michigan trodsede vi kulden og fandt Millenium Park, hvor The Bean ligger.
Dette var stedet, hvor størstedelen af dagens billeder blev taget, idet det skulle sikres, at billederne blev taget fra den helt rigtige vinkel!
Efter en kort og tiltrængt pause på den nærmeste Starbucks, ilede vi mod The Art Institute of Chicago, som huser noget af den mest kendte amerikanske (og udenlandske) kunst såsom Chagall, Dalí, Monet, Wood og Seurat.
I den moderne afdeling på museet stødte vi på mere af den famøse amerikanske venlighed i form af den søde kustode Peggy, som frivilligt fortalte os historien bag tre malerier; en historie om Jesus og Maria Magdalena. For at afrunde historien sang hun en af sine yndlingsgospelsange for os, som netop satte ord på det, maleriet viste.
Efter endt museumsbesøg for vi vild, fordi vi var overbeviste om, at vi efterhånden var stedkendte nok i Chicago til at færdes uden kort.
Som belønning for denne arrogance blev vi straffet med forfrysninger på kinder og lår, hvorfor vi også nu har placeret os under lag af varme tæpper og dyner i håb om at tø langsomt op.
Vi håber på at tø op i løbet af natten, så vi kan være klar til endnu en dag i Chicago - denne gang med kort under armen!
- Ditte, Liv og Louise
